Du sender et neutralt svar – hvad gør regeringen nu?

Kl. 11:00 10. April 1940

Ministermøde på Christiansborg d. 10. april kl. 11. Til stede er samtlige ministre fra den socialdemokratisk-radikale regering.

Du lod udenrigsminister Munch få frie hænder til at formulere et så besindigt og neutralt svar som muligt til den tyske ambassadør. Munch sendte et svar til ambassadøren, hvor Danmark protesterede mod neutralitetskrænkelsen, men bekræftede, at man indstillede kampene og tog begivenhederne til efterretning. Samtidig holdt erklæringen fast i de tyske udsagn om ikke at ville gribe ind i Danmarks indre anliggender, således at det politiske system kunne fortsætte med at virke for den danske befolkning. Ifølge Munch var det yderst vigtigt at holde tyskerne fast på dette udsagn, som kunne bruges til at skabe størst muligt råderum for dansk politik fremover.

Efter kapitulationen gav den kommanderende tyske officer dig i løbet af aftenen den 9. april tilladelse til at forlade Høvelte-lejren, som nu var besat af tyske tropper. På turen tilbage til København ses tydeligt sporene af det tyske bombardement tidligere på dagen. Det brænder endnu flere steder, og mange gader er spærrede.

Om aftenen indkalder du regeringen til møde den næste dag for at diskutere, hvad der nu skal ske. Det vigtigste spørgsmål er, om regeringen skal fortsætte og på hvilken måde. Næsten alle ministre mener, at regeringen skal forblive og ikke bør træde tilbage. Flere mener dog, at den nu bør udvides med repræsentanter for andre partier for at få bredest mulig forankring. Det vil være naturligt at spørge de to store demokratiske oppositionspartier Venstre og De Konservative om de vil indtræde i en samlingsregering. Men bør man også søge at indlemme et medlem fra fx det danske nazistparti? De demokratiske partier vil stadig have flertallet i både Folketing og regering, og trækket kan måske skabe goodwill hos tyskerne, som det kan være godt at have efter forløbet den 9. april, hvor man ventede så længe med at kapitulere. Du kan eventuelt ringe til Venstres leder Oluf Krag eller formanden for det danske nazistparti, Frits Clausen.