En gradvis nazistisk magtovertagelse

Allerede efter få måneder stod det klart, at regeringen ikke formåede at træffe nogen overordnede beslutninger, og efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 kom der nu tysk krav om en regeringsomdannelse til en mere handlekraftig regering. Resultatet blev, at Stauning og en række af de politiske ministre måtte trække sig ud af regeringen, hvor de blev erstattet af embedsmænd og erhvervsfolk. Herudover blev optaget yderligere medlemmer af DNSAP samt andre kredse, der sympatiserede med nazismen.

Regeringen slog efter omdannelsen i efteråret 1940 ind på et nationalt genrejsningsprogram, der skulle ruste Danmark kulturelt og mentalt til at indgå i et nyt Europa præget af Tyskland. Programmet var klart antidemokratisk og i vinteren 1940-41 faldt flere og flere politiske ministre ud af regeringen. På årsdagen for besættelsen den 9. april 1941 blev Frits Clausen udnævnt til regeringsleder for et ministerium med et flertal af nazister og ellers præget af nazi-venlige erhvervsfolk og andre fremtrædende personer. Frits Clausens regering slog omgående ind på en politik, der skulle skabe en omfattende nazificering af alle dele af det danske samfund som kulturinstitutioner, presse, uddannelsessystem, hæren m.v.

Mens nogle så den nazistiske genrejsningspolitik som en nødvendighed, så flertallet af danskerne på den med afsky. Indtil 1943 var der dog kun modstand i det små, men efterhånden, som det stod klart, at et tysk nederlag var sandsynligt, tog modstandsbevægelsens udvikling fart. Det blev dog en modstandsbevægelse, der i høj grad fokuserede på et kulturelt og mentalt forsvar mod den danske nazistiske regerings genrejsningspolitik, og som kun i mindre grad udførte sabotage. Til gengæld nød den stor opbakning i den danske befolkning og blev støttet af forskellige danske politikere, der var flygtet til Storbritannien.

Det sidste år af besættelsen blev hårdt, da den nazistiske regering blev stadig mere desperat, efterhånden som krigen gik Tyskland imod. Den stod også stadig mere isoleret og var næsten reduceret til en tysk marionetregering. Dele af modstandsbevægelsen blev optrævlet, og mange blev dræbt.

Efter befrielsen fulgte et retsopgør med Frits Clausen og hans regeringsmedlemmer samt med de dele af hær, erhvervsliv og kulturliv, der havde samarbejdet med regeringen. Frits Clausen selv døde, før dommen kunne afsiges, men mange af hans ministre blev henrettet ligesom den danske oberst, der havde stået i spidsen for de danske tropper, der havde kæmpet med tyskerne på østfronten. Mange blev dømt ved retsopgøret og havde efterfølgende svært ved at blive accepteret af det danske samfund bagefter. Men for det store flertal, der havde afvist nazificeringen, var der tale om en vis stolthed over Danmarks og modstandsbevægelsens rolle under Anden Verdenskrig. Ikke mindst fordi man som i Norge kunne lægge klar afstand til den regering, der havde regeret landet under besættelsen.

Stauning døde som en knækket mand allerede i 1941, hvilket måske var nådigt for ham. Efter krigen blev han kraftigt kritiseret for at have overgivet landet uden kamp og herefter kastet landet i armene på Frits Clausen og nazisterne. Selv efterkrigstidens socialdemokrater tog afstand fra den tidligere så populære landsfader.