Den omfattende samarbejdspolitik

Du meddeler den tyske ambassadør, at regeringen er villig til at indgå i et politisk og økonomisk samarbejde, men at et militært samarbejde ikke er muligt for Danmark, der ønsker at fortsætte som ikke-krigsførende stat. Ambassadøren udtrykker skuffelse over dette, men udtaler alligevel håb om et fornuftigt fremadrettet samarbejde. Han meddeler samtidig, at der vil blive etableret en tysk administrativ enhed i Danmark, som vil træde i forbindelse med den danske administration på en række forskellige niveauer. Du tager efterfølgende kontakt til de store oppositionspartier Venstre og De Konservative, og det lykkes dig at overtale dem til at indtræde i en national samlingsregering, men kun på den betingelse, at din regering tager det fulde ansvar for begivenhederne i april-dagene.

Det dansk-tyske samarbejde kommer til at forløbe nogenlunde harmonisk i det første års tid. Den tyske administrationsenhed og dens direkte kontakt med den danske administration kommer dog til at betyde, at samarbejdet bliver mere omfattende, end de fleste danske politikere kunne have ønsket. På forslag fra Tyskland indgår Danmark fx i efteråret 1940 i en dansk-tysk told- og møntunion, der nedbryder de indre toldgrænser og gør dansk og tysk valuta direkte omvekslelige.

Det tætte samarbejde byder på en række økonomiske fordele for Danmark, der kan levere fødevarer til Det Tyske Rige. Det har dog også negative konsekvenser, som fx at et stort antal danske arbejdsløse tvinges til at tage arbejde i Tyskland. Da der indledes et politimæssigt samarbejde mellem dansk politi og Gestapo, er det også voldsomt upopulært. Det er dog vanskeligt at få troværdige nyheder om udviklingen, da den tyske pressetjeneste i landet allerede tidligt har forlangt skærpede censurbestemmelser for dansk presse. I folkemunde bliver Danmarks Radio hurtigt omdøbt til Deutschlands Radio.

Brede lag i befolkningen er forbitrede over det tætte samarbejde. Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 sender Danmark en brigade af frivillige soldater til østfronten, og det kommer til demonstrationer i Danmark vendt mod regeringen. I løbet af 1942 vokser der gradvist en modstandsbevægelse op, der er direkte vendt imod den danske regering, som, man ønsker, skal træde tilbage, så der kommer "rene linjer" mellem Danmark og besættelsesmagten.

Ved Staunings død i 1942 er der store demonstrationer, fordi topnazisten Herman Göring deltager i den officielle begravelse. Flere danskere dør under urolighederne. Hertil kommer sabotageaktioner mod danske virksomheder, der samarbejder med tyskerne, og i foråret 1943 bliver demonstrationerne så voldsomme, at tyskerne kræver, at der skrides hårdt ind over for modstandsbevægelsen og demonstranterne med blandt andet tyske militærdomstole og dødsstraf. Det kan den danske regering ikke gå med til, og den træder tilbage.

Forbindelserne mellem dansk og tysk administration er så tætte, at tyskerne efter 1943 vælger at nedsætte et administrationsråd, der kan fortsætte med at lede landet. Rådet er en blanding af danske og tyske medlemmer, men er i realiteten blot den tyske rigsbefuldmægtigedes forlængede arm. Frem til krigens afslutning sker der en hård udnyttelse af danske ressourcer, og modstandsbevægelsen bekæmpes med både tyske tropper og dansk politi.

Efter befrielsen i 1945 må det konstateres, at Danmark er sluppet nogenlunde let gennem besættelsen, men de sidste år har kostet hårdt. Der lyder hård kritik af den socialdemokratisk-radikale regering fra 1940-43, som, de fleste mener, var alt for tyskvenlig. Helvede bryder dog først for alvor løs i oktober 1945, hvor den fængslede tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best afslører aftalen fra 9. april 1940. Udenrigsminister Munch og forsvarsminister Alsing Andersen fængsles og anklages for højforræderi. Vilhelm Buhl forsøger desperat at lægge afstand til sagen, men må indrømme, at han havde kendskab til den i sin tid som statsminister. Munch og Alsing Andersen idømmes begge livsvarigt fængsel, og selvom Buhl og den øvrige socialdemokratiske ledelse klarer frisag, bryder Socialdemokratiet fuldstændigt sammen, og ved valget i 1947 får partiet kun 14 % af stemmerne, mens Danmarks Kommunistiske Parti får 22 %.

En gruppe yngre socialdemokrater med Hans Hedtoft og H.C. Hansen i spidsen bryder ud og stifter Arbejderpartiet, som hurtigt får udkonkurreret det gamle socialdemokrati i 1950'erne. Partiet gør alt for at lægge afstand til Socialdemokratiet under besættelsen og ikke mindst til Stauning, som bliver kendt som en af danmarkshistoriens største landsforrædere.