Danmarks besættelsestidsforløb kommer til at minde om det, der rent faktisk skete, med den forskel, at det danske samarbejde med besættelsesmagten kommer til at være mere omfattende og aktivt. Det skyldes dels, at tyskerne forventer imødekommenhed på grund af det kaotiske politiske forløb den 9. april, og dels at Scavenius' mere aktivistiske samarbejdskurs nu begynder allerede i april 1940 og ikke først i juli 1940, som det skete i virkeligheden.
Samarbejdspolitikken fastholdes frem til sommeren 1943, hvor regeringen tvinges til at træde tilbage af en række folkelige demonstrationer og udbredte sabotage-aktioner. Det lykkes dog for et departementschefstyre at holde administrationen nogenlunde på danske hænder krigen ud. Efter krigen bliver diskussionerne om samarbejdspolitikken dog trukket hårdt op, og selvom Stauning dør allerede i 1941, bliver hans og Munchs dispositioner den 9. april udsat for hård kritik i eftertiden. Selvom Danmark slipper billigt gennem Anden Verdenskrig, bliver særligt Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre beskyldt for en for tyskvenlig kurs, der gik ud over Danmarks omdømme.