En gradvis nazistisk magtovertagelse

Du besluttede dig for, at det nu var nødvendigt at danne den bredest mulige danske regering for at imødekomme de tyske krav. De første følere viser imidlertid, at det vil være umuligt at danne nogen form for bred regering, hvor Frits Clausen fra det danske nazistparti, DNSAP, deltager. Der er for meget modstand både i og uden for regeringen. Det lykkes dog efter to dages intense forhandlinger at omdanne regeringen sådan, at der træder kontrolministre ind fra både de demokratiske partier og fra partier, der sympatiserer med nazismen, såsom Bondepartiet. Herudover indtræder et par enkeltpersoner, der kan fungere som bindeled til de nazistiske kredse, og et medlem af DNSAP får observatørstatus. Forhandlingerne var lange og hårde, og der er fra starten megen skepsis fra Venstre og De Konservative, der slår hårdt på, at deres ministere er "kontrolministre", og at de således kun er bundet delvist til denne nye regering.

Regeringen, der blev dannet den 12. april 1940, var bred men svag, og der viste sig hurtigt problemer med at holde den sammen. På de første møder talte de ikke-demokratiske medlemmer vedvarende om behovet for omfattende samfundsændringer og en national genrejsning.

Allerede efter få måneder stod det klart, at regeringen ikke formåede at træffe nogen overordnede beslutninger, og efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 kom der nu tysk krav om en regeringsomdannelse til en mere handlekraftig regering. Resultatet blev, at Stauning og en række af de politiske ministre måtte trække sig ud af regeringen, hvor de blev erstattet af embedsmænd og erhvervsfolk. Herudover blev der optaget flere medlemmer af DNSAP samt andre kredse, der sympatiserede med nazismen.

Regeringen slog efter omdannelsen i efteråret 1940 ind på et nationalt genrejsningsprogram, der skulle ruste Danmark kulturelt og mentalt til at indgå i et nyt Europa præget af Tyskland. Programmet var klart antidemokratisk, og i vinteren 1940-41 faldt flere og flere politiske ministre ud af regeringen. På årsdagen for besættelsen 9. april 1941 blev Frits Clausen udnævnt til regeringsleder for et ministerium med et flertal af nazister og ellers præget af nazi-venlige erhvervsfolk og andre fremtrædende personer. Frits Clausens regering slog omgående ind på en politik, der skulle skabe en omfattende nazificering af alle dele af det danske samfund som kulturinstitutioner, presse, uddannelsessystem, hæren m.v.

Mens nogle så den nazistiske genrejsningspolitik som en nødvendighed, så flertallet af danskerne på den med afsky. Indtil 1943 var der dog kun modstand i det små, men efterhånden som det stod klart, at et tysk nederlag var sandsynligt, tog modstandsbevægelsens udvikling fart. Det blev dog en modstandsbevægelse, der i høj grad fokuserede på et kulturelt og mentalt forsvar mod den danske nazistiske regerings genrejsningspolitik, og som kun i mindre grad udførte sabotage. Til gengæld nød den stor opbakning i den danske befolkning og blev støttet af forskellige danske politikere, der var flygtet til Storbritannien.

Det sidste år af besættelsen blev hårdt, da den nazistiske regering blev stadig mere desperat, efterhånden som krigen gik Tyskland imod. Den stod også stadig mere isoleret og var næsten reduceret til en tysk marionetregering. Dele af modstandsbevægelsen blev optrævlet, og mange blev dræbt.

Efter befrielsen fulgte et retsopgør med Frits Clausen og hans regeringsmedlemmer samt med de dele af hær, erhvervsliv og kulturliv, der havde samarbejdet med regeringen. Frits Clausen selv døde, før dommen kunne afsiges, men mange af hans ministre blev henrettet, ligesom den danske oberst, der havde stået i spidsen for de danske tropper, der havde kæmpet med tyskerne på østfronten. Mange blev dømt ved retsopgøret og havde efterfølgende svært ved at blive accepteret af det danske samfund bagefter. Men for det store flertal, der havde afvist nazificeringen, var der tale om en vis stolthed over Danmarks og modstandsbevægelsens rolle under Anden Verdenskrig. Ikke mindst fordi man som i Norge kunne lægge klar afstand til den regering, der havde regeret landet under besættelsen.

Stauning døde som privatperson i 1941, men blev efter krigen kritiseret for sin usikre politik 9. april 1940, der banede vejen for den nazistiske magtovertagelse.