Du afsættes som statsminister!

Du valgte at sende et høfligt, men bestemt afslag på de tyske samarbejdsforslag. Udenrigsminister Munch, som overrakte svaret, beretter, at den tyske ambassadør blev meget ophidset over svaret. Ambassadøren fortalte Munch, at regeringens optræden i denne sag fuldstændig havde undermineret hans position i forhold til regeringen i Berlin, og at hans rolle sikkert var udspillet nu. Han forudså, at Berlin nu ville sende en anden repræsentant med skærpede krav til den danske regering. Din skiftende kurs har bragt landet i en meget usikker position, og tilliden til dig er forsvundet. Udenrigsminister Peter Munch mener, at både du og han nu må træde tilbage, og du finder hurtigt ud af, at samme opfattelse findes bredt i ministeriet. Du hører rygter om, at selv kongen har udtalt, at der nu må nye mænd til, der kan gøre det nødvendige. Under disse omstændigheder ser du ingen anden mulighed end den 11. april at gå til kongen og meddele, at du træder tilbage. Kongen meddeler, at han synes, det er en klog beslutning og siger, at han nu vil tage samtaler med repræsentanter for partierne med henblik på at danne en samlingsregering.

Det lykkedes i aprildagene 1940 at danne en samlingsregering bestående af de fire store demokratiske partier, Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Det Radikale Venstre. Socialdemokraten Vilhelm Buhl bliver statsminister, og Erik Scavenius, som var udenrigsminister under Første Verdenskrig, bliver ny udenrigsminister, da man forventer, at tyskerne vil have tiltro til ham.

Samlingsregeringen får etableret et nogenlunde fornuftigt samarbejde med den nye tyske rigsbefuldmægtigede, som ankommer til Danmark i maj 1940. Den mødes dog af en række krav om tyskvenlig lovgivning, og der nedsættes også en tysk administrativ enhed, som gør det svært for regeringen at bevare den politiske kontrol på danske hænder.

Udenrigsminister Scavenius mener, at Danmark i vidt omfang bør komme de tyske ønsker i møde, da man kun derved kan bevare en dansk regering. Regeringen er i vidt omfang tvunget til at gå ind på hans kurs, selvom flere ministre er betænkelige – herunder også statsministeren.

I begyndelsen bliver samarbejdet accepteret af befolkningen som et nødvendigt onde, og mange er da også glade for, at Danmark klarer sig godt økonomisk trods besættelsen. Det dansk-tyske politisamarbejde er dog voldsomt upopulært, og det samme er de indgreb over for pressefriheden, som tyskerne forlanger indført. I løbet af 1941-42 ses de første tegn til en modstandsbevægelse, der i første omgang fokuserer på udgivelse af illegale blade.

Efter det tyske nederlag ved Stalingrad i vinteren 1943 kommer der fart over protesterne mod samarbejdspolitikken, og i foråret 1943 kommer det til voldsomme demonstrationer mod regeringen og samarbejdet med besættelsemagten. Tyskerne kræver, at der skrides hårdt ind over for modstandsbevægelsen og demonstranterne med blandt andet dødsstraf og tyske militærdomstole. Det kan den danske regering ikke gå med til, og den træder tilbage.

Forbindelserne mellem dansk og tysk administration er imidlertid så tætte, at tyskerne efter 1943 vælger at nedsætte et administrationsråd, der kan fortsætte med at lede landet. Rådet er en blanding af danske og tyske medlemmer, men er i realiteten blot den tyske rigsbefuldmægtigedes forlængede arm. Frem til krigens afslutning sker der en hård udnyttelse af danske ressourcer, og modstandsbevægelsen bekæmpes med både tyske tropper og dansk politi.

Efter befrielsen 1945 må det konstateres, at Danmark er sluppet nogenlunde let gennem besættelsen, men de sidste år har kostet hårdt. Ved retsopgøret dømmes en lang række embedsmænd for at have administreret for det tyske styre i årerne 1943-45. Medlemmerne af regeringen frem til 1943 anklages dog ikke, og der dannes en befrielsesregering bestående af modstandsbevægelsen og de politiske partier ved befrielsen i maj 1945. Ingen medlemmer af regeringen 1940-43 er dog med i befrielsesregeringen, og for de flestes vedkommende får de ikke senere mulighed for at gøre sig gældende politisk. Dertil er de for mærket af samarbejdet med tyskerne.

Samarbejdspolitikken med tyskerne under besættelsen bliver heftigt debatteret i efterkrigstiden, og de fleste er enige om, at man gik for langt i samarbejdet, og at Danmarks omdømme led skade ved det. Stauning døde i 1942 i sit hjem i København, hvilket måske var meget heldigt for ham. De fleste er nemlig enige om, at han handlede meget uforsvarligt med sin slingrende kurs den 9. april, hvor han først var imødekommende og senere afvisende over for besættelsesmagten. Det vurderes, at han dermed bar en stor del af ansvaret for det samarbejde med tyskerne, der blev påtvunget Danmark.