Du evakueres til Høvelte. Kampene fortsætter

Kl. 14:00 9. April 1940

Militærlejren i Høvelte nord for København. Til stede i lejrens hovedkvarter er regeringstoppen, kongen og hærens øverstkommanderende general Prior. Desuden er lejrens kommandant til stede.

Du beordrede, at kampene måtte fortsætte, og at det derfor var nødvendigt at bringe kongen og regeringen under beskyttelse af danske tropper i militærlejren Høvelte nord for København. Det blev derfor organiseret at bringe regeringen, den militære overkommando samt kongen og dronningen til Høvelte, hvor I ankommer ved middagstid. Kronprins Frederik blev i København, da hans hustru, kronprinsesse Ingrid, er gravid i 9. måned.

Herefter bliver I orienteret om situationen. De tyske bombefly har øjensynligt ikke bombet København. Til gengæld har tyske landstyrker brudt igennem flere steder i Sønderjylland og holder fortsat støttepunkter ved Lillebæltsbroen, Korsør og Aalborg Lufthavn. Der er også melding om tyske styrker, der landsættes på Lolland. Danmark har ingen mulighed for at iværksætte en modoffensiv, men der er stadig tid at handle i, og der kæmpes stadig flere steder i landet. Tyskerne ved Korsør ligger stille, og general Prior meddeler, at det ikke lyder sandsynligt, at de tyske styrker på Lolland vil nå København og Høvelte i dag.

På et møde i lejrens hovedkvarter skal der tages stilling til, hvad der nu skal gøres. General Prior og lejrkommandanten mener, at det vil være muligt at organisere en evakuering af regeringen til Sverige, men kongen er helt åbenlyst ikke glad for idéen om at forlade Danmark.