Kongen erklærer dig inhabil og afsætter dig som statsminister!

Kl.

Den tyske styrke ankommer til Høvelte kl. 18 og giver lejren en frist på en halv time til at overgive sig. Du beslutter at afvise tilbuddet og giver lejrens kommandant ordre til at modsætte sig ethvert angreb. Herefter udbryder der kaos i hovedkvarteret. En minister råber, at du er blevet vanvittig og flere beder dig indtrængende om at genoverveje.

På grund af den danske regerings konsekvente modstand i aprildagene valgte den tyske besættelsesmagt at anerkende den regering, Frits Clausen proklamerede den 10. april om morgenen. Den tidligere regering blev interneret, og Folketinget blev sendt hjem på ubestemt tid. Efter hårdt pres fra besættelsesmagten valgte kong Christian 10. den 23. april at erklære, at han "accepterede" den nazistiske magtovertagelse. Herefter blev han sat i husarrest på Sorgenfri Slot nord for København og fik ikke mere lejlighed til at udtale sig offentligt.

Frits Clausens nazistiske regering slog ind på et "nationalt genrejsningsprogram" i sommeren 1940, der skulle ruste Danmark kulturelt og mentalt til at indgå i et nyt Europa domineret af Tyskland. Programmet var klart antidemokratisk, og den 28. november 1940 udnævntes et rådgivende storråd for regeringen bestående af erhvervsfolk, organisationsrepræsentanter og enkelte nazistvenlige politikere. Rådet kom hurtigt til at erstatte det Folketing, der ikke var blevet opløst, men reelt var ophørt med at fungere.

Mens nogle så den nazistiske genrejsningspolitik som en nødvendighed, så flertallet af danskerne på den med afsky. Allerede fra 1941 voksede en modstandsbevægelse frem med fokus på et kulturelt og mentalt forsvar mod den danske nazistiske regerings genrejsningspolitik. Man oprettede hemmelige skoler, hvor børnene om aftenen og søndagen kunne få en anden og mere demokratisk undervisning end den, de blev budt i den officielle folkeskole. Man skabte et parallelt illegalt foreningsliv inden for sport og kultur, som ikke var nazificeret.

Modstandsbevægelsen var kun i mindre grad orienteret mod væbnet kamp som fx sabotage. Til gengæld nød den stor opbakning i den danske befolkning og blev støttet af forskellige danske politikere, der var flygtet til Storbritannien. Det sidste år af besættelsen blev hårdt, da den nazistiske regering blev stadigt mere desperat, og de åbenlyse folkelige protester blev stadigt flere og voldsommere, efterhånden som krigen gik Tyskland imod. Regeringen stod i stigende grad mere isoleret og var næsten reduceret til en tysk marionetregering. Dele af modstandsbevægelsen blev optrævlet, og mange blev dræbt.

Efter den allierede befrielse ved britiske tropper i maj 1945 fulgte et retsopgør med Frits Clausen og hans regeringsmedlemmer samt med de dele af hær, erhvervsliv og kulturliv, der havde samarbejdet med regeringen. Frits Clausen selv døde, før dommen kunne afsiges, men flere af hans ministre blev henrettet ligesom den danske oberst, der havde stået i spidsen for de danske tropper, der havde kæmpet med tyskerne på østfronten.

Mange blev dømt ved retsopgøret og havde efterfølgende svært ved at blive accepteret af det danske samfund. Men for det store flertal, der havde afvist nazificeringen, var der tale om en vis stolthed over Danmarks og modstandsbevægelsens rolle under Anden Verdenskrig. Ikke mindst fordi man som i Norge kunne lægge klar afstand til den regering, der havde regeret landet under besættelsen.

Stauning døde i husarrest allerede i efterået 1941, men blev efter krigen en stærkt omdiskuteret person. Mange priste hans modstandsvilje den 9. april, mens andre mente, at det var korrekt at afsætte ham, da han ønskede at kæmpe til sidste mand. På den yderste højrefløj voksede der dog i løbet af 1960'erne en Stauningkult frem, og i rockerkredse blev det ligeledes i 1990'erne populært med brysttatoveringer af en vikinge-Stauning med inskriptionen: "Death before Dishonor!".