Tilbage i København – hvad skal der svares tyskerne?

Kl. 16:00 10. April 1940

Ministermøde på Christiansborg d. 10. april kl. 16.00. Alle ministre er til stede.

På grund af det nazistiske kupforsøg i København her til morgen valgte du i militærlejren Høvelte at kontakte den tyske ambassadør von Renthe-Fink og tilbyde, at de danske styrker ville kapitulere, såfremt tyskerne var indstillet på at forhandle med regeringen og ikke med Frits Clausen, lederen af de danske nazister. Dette accepterede von Renthe-Fink, og de sidste danske styrker indstillede herefter modstanden. Regeringen og kongen fik lov til at tage tilbage til København eskorteret af danske soldater.

Regeringen er nu samlet til ministermøde, hvor der skal tages stilling til, hvad der skal svares på det tyske memorandum, der blev overrakt den 9. april om morgenen. I ultimatummet erklærede Tyskland at ville overtage den militære beskyttelse af Danmark for at afværge et engelsk angreb. Udenrigsminister Munch anbefaler, at man sender et forsigtigt og afbalanceret svar, hvor man protesterer mod angrebet og søger at holde tyskerne fast på deres erklæringer om ikke at ville krænke dansk selvstændighed. Andre mener, at man i lyset af begivenhederne må give et mere positivt svar for at komme tyskerne i møde, så de ikke igen henvender sig til de danske nazister.