SR-regeringen går en urolig tid i møde i foråret og sommeren 1940 og kritiseres kraftigt fra oppositionen, men i stigende grad også fra egne rækker. Også kong Christian 10. udtrykker over for dig som statsminister, at han hellere havde set en national samlingsregering. Efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 står det klart, at den tyske besættelse af Danmark kan blive yderst langvarig, og mange mener nu, at Danmark bør indrette sit styre på, at en antidemokratisk magt nu ser ud til at ville dominere Europa i mange år fremefter.
En kreds af ledende erhvervsfolk med ingeniør og entreprenør Knud Højgaard i spidsen retter i efteråret 1940 kontakt til kongen med forslag om, at regeringen udskiftes med et professionelt og upolitisk ministerium bestående af erhvervsfolk og embedsmænd. Argumentet er, at en sådan regering bedre kan ordne landets forhold under den tyske besættelse. SR-regeringen er allerede på dette tidspunkt nedslidt i både befolkningens og kongens øjne, men det lykkes dig som Stauning at få afværget angrebet på regeringen, da du går til den tyske ambassadør von Renthe-Fink og peger på, at tyskerne nu må hjælpe den regering, der lod dem besætte Danmark uden kamp den 9. april. Von Renthe-Fink lader derefter kongen vide, at et regeringsskifte ikke vil blive accepteret fra tysk side.
Hermed er regeringens problemer dog langtfra overstået, og tyskerne begynder nu at bruge den hemmelige henvendelse fra 8. april til at presse regeringen, som ikke vil kunne tåle en offentliggørelse af henvendelsen. Da Tyskland invaderer Sovjetunionen den 22. juni 1941, afpresses regeringen på denne måde til at sende en dansk brigade til østfronten for at kæmpe sammen med tyskerne. Det skaber stor forbitrelse i befolkningen, og det kommer til demonstrationer, som det danske politi har svært ved at kontrollere. Der er efterhånden oprørsstemning også i regeringen, hvor de ministre, der ikke kender til den hemmelige aftale, står ganske uforstående over for den tyskvenlige kurs. Fra tidligere kender de alle Stauning som en konsekvent demokrat og anti-nazist. Men efterhånden står det klart for de fleste, at tyskerne har en klemme på statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren.
Stauning dør som en psykisk nedbrudt mand i september 1941, og herefter går det galt. Alsing Andersen føler sig nødsaget til at forklare Vilhelm Buhl, som efterfølger Stauning, om henvendelsen. Vilhelm Buhl reagerer dog ved øjeblikkeligt at erklære, at han træder tilbage som statsminister, da han intet medansvar vil have for den hemmelige henvendelse. Herefter går der kun få dage, før henvendelsen er alment kendt, og Danmark står i en hård politisk krise midt under besættelsestidsforløbet.
Den politiske krise bliver løst, da en ny og bredere regering udpeget af kong Christian 10. træder til i november 1941. Den ledes af kongens fætter, prins Axel, og består af flere af medlemmerne fra Højgaardkredsen, som henvendte sig med henblik på at få politisk indflydelse i efteråret 1940. Herudover er der enkelte med fra partierne Venstre og De Konservative. Christian 10. har dog nægtet at ville have folk med i den nye regering fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som, han mener, har begået landsforræderi mod Danmark. Regeringen lover at fortsætte den imødekommende kurs over for besættelsesmagten og søger i den kommende tid at udbygge det økonomiske samarbejde. Der vedtages en lov mod arbejdskonflikter, og der indføres "arbejdspligt", og en række danske arbejdere tvinges til at drage til Tyskland for at arbejde i rustningsindustrien. Danske virksomheder tilskyndes af regeringen til at udbygge de økonomiske kontakter til Tyskland og de andre besatte lande i videst muligt omfang.
I vinteren 1942-43 begynder det imidlertid at stå klart, at en tysk sejr langtfra er sikker, og at et egentligt tysk nederlag er en reel mulighed. Regeringen kommer under pres fra en gryende modstandsbevægelse, som er kraftigt domineret af de danske kommunister, der gik under jorden i juni 1941, da partiet blev erklæret ulovligt. Et andet pres kommer fra en ny bevægelse, der kalder sig Det Nationale Socialdemokrati. Bevægelsen er skabt af de unge socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft og H.C. Hansen i protest mod Staunings forræderi den 9. april. Det gamle Socialdemokrati falder mere eller mindre sammen, og mange tidligere medlemmer tilslutter sig Det Nationale Socialdemokrati.
I februar 1943 forbydes Det Nationale Socialdemokrati af regeringen, og det går herefter under jorden og begynder at bekæmpe regeringen skånselsløst. Det medfører skærpede tyske krav til ministeriet, som det i stigende grad får svært ved at indfri. Flere medlemmer, som fx handelsminister A.P. Møller, træder ud "af helbredsmæssige årsager" og erstattes af mere tyskvenlige medlemmer. I befolkningen taler man spøgefuldt om "ministerbacillen", der synes at ramme regeringen hårdt. Allerede i sommeren 1943 er regeringen reduceret til et rent overfladisk dække for et tysk styre gennem den tyske rigsbefuldmægtigede.
Det medfører en hård udnyttelse af danske ressourcer og en skånselsløs kamp mod den danske modstandsbevægelse, som bliver bekæmpet dels af dansk politi, dels af Gestapo og andre tyske korps. Samtidig er modstandsbevægelsen internt splittet i en kommunistisk del og en del domineret af Det Nationale Socialdemokrati og medlemmer af De Konservative. Flere danske militærfolk slutter sig også til denne del. Splittelsen fører til, at store dele af modstandsbevægelsen bliver oprullet, og i alt over 1000 modstandsfolk bliver enten henrettet eller skudt af tyskerne under forskellige aktioner.
Efter befrielsen den 5. maj udbryder der kortvarigt borgerkrigslignende tilstande i København, da både den kommunistiske og den nationale gren af modstandsbevægelsen kæmper om herredømmet. Den nationale del af modstandsbevægelsen vinder dog hurtigt kontrollen, da H.C. Hansen vender hjem fra Sverige allerede den 6. maj. i spidsen for et dansk militærkorps, der har været opstillet og trænet på svensk grund. Den kommunistiske modstandsbevægelse bliver afvæbnet med magt, og dens ledende medlemmer interneres. Men i alt dør der ca. 250 danskere under urolighederne mellem den 4. og 8. maj 1945. Den 5. maj bliver ikke nogen festdag, men en dag der huskes for blodsudgydelserne, da danske skød på danske, og kommunisterne vil mange år fremover bruge overgrebet på dem i deres propaganda.
Danmark kommer ud af besættelsestiden som en splittet nation, der har været hårdt ramt. Det tager mange år, før det politiske liv er nogenlunde stabiliseret og helt frem til 1980'erne kæmper Det Nationale Socialdemokrati en indædt kamp med Danmarks Kommunistiske Parti om magten på den danske venstrefløj.
Aarhus Universitet
Jens Chr. Skous Vej 5
8000 Aarhus C