En demokratisk baseret samlingsregering

Du valgte, at det rigtige skridt måtte være en samlingsregering af de fire store demokratiske partier, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og De Konservative. De borgerlige partier går med i regeringen, mod at den hidtidige regering offentligt erklærer, at den har ansvaret for beslutningerne truffet frem til og med den 9. april 1940. Foran står nu en svær tid for Danmark, men i det mindste står de demokratiske partier i udgangspunktet samlet.

Besættelsestidsforløbet kommer til at minde om, hvad der rent faktisk skete i Danmark i årene fra 1940-45. Det skyldtes, at man også dengang valgte at danne en samlingsregering, og da henvendelsen til tyskerne den 8. april om aftenen var hemmelig, får den ikke afgørende indflydelse på besættelsestidsforløbet. Det ændrer sig imidlertid efter krigen, hvor udviklingen bliver meget anderledes, end det faktisk skete.

I oktober 1945 afslører den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best aftalen om at overgive Danmark den 9. april 1940. Stauning døde i 1942, men udenrigsminister Munch og forsvarsminister Alsing Andersen fængsles og anklages for højforræderi. Vilhelm Buhl, som er Socialdemokratiets nye leder, forsøger desperat at lægge afstand til sagen, men må indrømme, at han blev oplyst om sagen, efter at han var tiltrådt som statsminister i 1942. Munch og Alsing Andersen idømmes begge livsvarigt fængsel, og selvom Buhl og den øvrige socialdemokratiske ledelse klarer frisag, bryder Socialdemokratiet fuldstændigt sammen, og ved valget i 1947 får partiet kun 14 % af stemmerne, mens Danmarks Kommunistiske Parti får 22 %. En gruppe yngre socialdemokrater med Hans Hedtoft og H.C. Hansen i spidsen bryder ud og stifter Arbejderpartiet, som hurtigt får udkonkurreret det gamle Socialdemokrati i 1950'erne. Partiet gør alt for at lægge afstand til Socialdemokratiets ageren under besættelsen og ikke mindst til Stauning, som bliver kendt som en af danmarkshistoriens største landsforræddere.