Den bredest mulige nationale regering

Du besluttede dig for, at det nu var nødvendigt at danne den bredest mulige danske regering for at imødekomme de tyske krav. De første følere viser imidlertid, at det vil være umuligt at danne nogen form for bred regering, hvor Frits Clausen fra det danske nazistparti, DNSAP, deltager. Der er for meget modstand både i og uden for regeringen. Det lykkes dog efter to dages intense forhandlinger at omdanne regeringen, sådan at der indtræder ministre både fra de demokratiske partier og fra partier, der sympatiserer med nazismen, såsom Bondepartiet. Herudover indtræder et par enkeltpersoner med gode forbindelser til nazistiske kredse, som kan fungere som bindeled til DNSAP. Et medlem af DNSAP får observatørstatus. Forhandlingerne var lange og hårde, og der er fra begyndelsen megen skepsis fra Venstre, De Konservative, Det Radikale Venstre og dit eget bagland i Socialdemokratiet.

Regeringen, der blev dannet den 12. april 1940, var bred men svag, og der viste sig hurtigt problemer med at holde den sammen. På de første møder talte de ikke-demokratiske medlemmer vedvarende om behovet for omfattende samfundsændringer og en national genrejsning.

Allerede efter få måneder stod det klart, at regeringen ikke formåede at træffe nogen som helst overordnede beslutninger. Efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 kom der nu tysk krav om en regeringsomdannelse til en mere handlekraftig regering. Resultatet blev, at flere ministre fra de demokratiske partier måtte trække sig ud af regeringen, hvor de blev erstattet af embedsmænd og erhvervsfolk. Herudover blev der optaget yderligere medlemmer fra DNSAP samt fra andre kredse, der sympatiserede med nazismen og andre autoritære styreformer. Med de tætte kontakter mellem nazister, regeringen og den tyske besættelsesmagt var det kun et spørgsmål om tid, før nazisterne fik nys om den hemmelige aftale fra den 8. april om aftenen.

Det skete i september 1940, og Frits Clausen var ikke sen til at udnytte muligheden. Den nazistiske avis Fædrelandet bragte historien om Stauning, der havde solgt sit fædreland, og nazisterne fremstillede det som det endegyldige bevis på demokratiets fallit og de demokratiske politikeres usselhed. Han krævede en øjeblikkelig regeringsomdannelse, og efter nogle få dage med kaos, efter at Stauning måtte træde tilbage, kunne han den 28. september sætte sig i spidsen for en nazistisk domineret regering.

Regeringen slog efter omdannelsen i efteråret 1940 ind på et nationalt anti-demokratisk genrejsningsprogram, der skulle ruste Danmark kulturelt og mentalt til at indgå i et nyt Europa domineret af Tyskland. Den 9. april 1941 udråbte Frits Clausen den 9. april til "genrejsningsdag", da det var denne dag, der symboliserede de demokratiske partiers svigt over for den danske sag.

Frits Clausens regering søgte herefter at gennemføre en politik, der skulle skabe en omfattende nazificering af alle dele af det danske samfund som kulturinstitutioner, presse, uddannelsessystem, hæren m.v. En del danskere så den nazistiske genrejsningspolitik som en nødvendighed, ikke mindst på grund af Staunings svigt den 9. april. Flertallet af danskerne så dog på den nazistiske politik med afsky.

Allerede fra 1941 voksede en modstandsbevægelse frem med fokus på et kulturelt og mentalt forsvar mod den danske nazistiske regerings genrejsningspolitik. Man oprettede hemmelige skoler, hvor børnene om aftenen og søndagen kunne få en anden og mere demokratisk undervisning end den, de blev budt i den officielle folkeskole. Man skabte et parallelt illegalt foreningsliv inden for sport og kultur, som ikke var nazificeret. Modstandsbevægelsen var kun i mindre grad orienteret mod væbnet kamp som fx sabotage. Til gengæld nød den stor opbakning hos flertallet af den danske befolkning og blev støttet af forskellige danske politikere, der var flygtet til Storbritannien.

Det sidste år af besættelsen blev hårdt, da den nazistiske regering blev stadig mere desperat. Dens imødegåelse af de mange åbenlyse folkelige protester blev mere og mere brutal, efterhånden som krigen gik Tyskland imod. Regeringen stod stadigt mere isoleret og var i det store og hele reduceret til en tysk marionetregering. Dele af modstandsbevægelsen blev optrævlet, og mange blev dræbt.

Efter den allierede befrielse ved britiske tropper i maj 1945 fulgte et retsopgør med Frits Clausen og hans regeringsmedlemmer samt med de dele af hær, erhvervsliv og kulturliv, der havde samarbejdet med regeringen. Frits Clausen selv døde, før dommen kunne afsiges, men flere af hans ministre blev henrettet ligesom den danske oberst, der havde stået i spidsen for de danske tropper, der havde kæmpet med tyskerne på østfronten. Stauning døde i 1942, men Alsing Andersen og Peter Munch, som kendte til aftalen fra den 8. april om aftenen, blev begge idømt livsvarigt fængsel for højforræderi. Mange andre blev dømt ved retsopgøret og havde efterfølgende svært ved at blive accepteret af det danske samfund bagefter. Men for det flertal af danskerne, der havde afvist nazificeringen, var der tale om en vis stolthed over Danmarks og modstandsbevægelsens rolle under Anden Verdenskrig. Ikke mindst fordi man som i Norge kunne lægge klar afstand til den regering, der havde regeret landet under besættelsen. Stoltheden gjaldt dog ikke Socialdemokratiet, der i mange årtier havde svært ved at slå igennem i dansk politik grundet Staunings handlinger den 8.-9. april 1940.