Du interneres af tyskerne, og en ny regering dannes

Danmark er slået militært, og du sender derfor en bekræftelse på den danske kapitulation. I samme notat fastholder du imidlertid den stærkest mulige protest mod overgrebet og understreger, at Tyskland ingen indflydelse kan forvente at få på den danske regeringssammensætning. Reaktionen kommer næsten øjeblikkeligt. Du selv som statsminister samt udenrigsministeren og forsvarsministeren bliver tilbageholdt af tysk militær, mens de øvrige ministre bliver sat i husarrest. Tysk militær overtager i første omgang den fulde kontrol med landet.

De første uger efter 9. april bliver kaotiske i Danmark. Den tyske ambassadør von Renthe-Fink indleder forhandlinger med kongen, Folketinget og visse af regeringsmedlemmerne om dannelsen af en ny regering. Mange af dine ministerkolleger var stærkt utilfredse med din stejle holdning, som de fandt uansvarlig. Den 23. april lykkes det derfor at danne en ny dansk regering, der vil påtage sig samarbejdet med besættelsesmagten. Regeringen består af repræsentanter for de fire partier Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og De Konservative, og den får tidligere udenrigsminister Erik Scavenius som stats- og udenrigsminister. Desuden optages der også repræsentanter for erhvervslivet. Som følge af den hårde modstand den 9. april forlanger tyskerne, at den danske hær opløses.

Regeringen indleder et samarbejde med besættelsesmagten, som kommer til at minde om det, der rent faktisk blev ført i Danmark i årene 1940-1943. Dog med den forskel, at det danske samarbejde bliver mere omfattende og aktivt. Det skyldes dels, at tyskerne forventer ekstra imødekommenhed på grund af det kaotiske politiske forløb den 9. april, og dels at Scavenius i kraft af forløbet står som regeringens stærkeste minister og ikke møder megen modstand hos sine regeringskolleger. Hans mere aktivistiske samarbejdskurs begynder derfor allerede i april 1940 og ikke først i juli 1940, som det skete i virkeligheden.

Samarbejdspolitikken bliver fastholdt frem til sommeren 1943, hvor regeringen tvinges til at træde tilbage af modstandsbevægelsen og en række folkelige demonstrationer. Det lykkes dog for et departementschefstyre at holde administrationen nogenlunde på danske hænder krigen ud. Efter befrielsen er der i befolkningen og i den danske hær en vis stolthed over den modstand, man ydede den 9. april 1940, selvom den krævede ofre.

Stauning dør i husarrest allerede i 1941, men bliver genstand for voldsomme diskussioner efter krigens afslutning i 1945. Senere tiders historikere mener, at du som Stauning var tæt på at kaste Danmark i armene på et nazistisk styre den 9. april 1940. Din popularitet som Stauning er dog stor både under og efter besættelsen på grund af både den militære modstand og din afvisning af at ville samarbejde med besættelsesmagten. En "stauningnål" til kraven bliver i 1941 symbolet på passiv modstand mod besættelsesmagten, og efter befrielsen rejses et monument i København med en buste af dig og inskriptionen: "Stauning – den danske Eg, der stod fast, da Resten af Landet bøjede sig for Stormen".