SR-regeringen tager ansvaret – men kun for en tid ...

Du har valgt at lade den socialdemokratisk-radikale regering fortsætte uændret. Regeringen har flertal i Folketinget og kan godt tage ansvaret på sig i den vanskelige tid. De borgerlige partier vil blot søge at gennemføre deres egen økonomiske politik, og de skal ikke have lov til at udnytte situationen på denne måde! Flere af dine ministerkolleger er meget betænkelige ved din beslutning, og allerede få dage efter 9. april står det klart, at oppositionspartierne og den borgerlige presse nu anser regeringen for eneansvarlig for både besættelsen og det samarbejde, det nu er nødvendigt at etablere med tyskerne. Nationen er splittet.

SR-regeringen går en urolig tid i møde i foråret og sommeren 1940 og kritiseres kraftigt fra oppositionen, men i stigende grad også fra egne rækker. Også kong Christian 10. udtrykker over for dig som statsminister, at han hellere havde set en national samlingsregering.

Efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 står det klart, at den tyske besættelse af Danmark kan blive yderst langvarig, og mange mener nu, at Danmark bør indrette sit styre på, at en antidemokratisk magt nu ser ud til at ville dominere Europa i mange år fremefter. En kreds af ledende erhvervsfolk med ingeniør og entreprenør Knud Højgaard i spidsen retter i efteråret 1940 kontakt til kongen med et forslag om, at regeringen udskiftes med et professionelt og upolitisk ministerium bestående af erhvervsfolk og embedsmænd. Argumentet er, at en sådan regering bedre kan ordne landets forhold under den tyske besættelse. SR-regeringen er allerede på dette tidspunkt så nedslidt i både befolkningens og kongens øjne, at Christian 10. anvender sin grundlovsbestemte ret til at udnævne og afskedige regeringer og indsætter en upolitisk regering. Denne regering ledes af kongens fætter, erhvervsmanden prins Axel, og den består yderligere af en række førende erhvervsfolk samt et par embedsmænd og en enkelt fagforeningsmand. I folkemunde får regeringen navnet Højgaardministeriet.

Højgaardministeriet indleder en kurs, der tager sigte på at forsvare dansk selvstændighed, at bevare kongehuset samt at give Danmark en økonomisk attraktiv plads i det tyskdominerede Europa, som, de fleste tror, bliver resultatet af krigen. Der vedtages en lov mod arbejdskonflikter, og der indføres "arbejdspligt", og en række danske arbejdere tvinges til at drage til Tyskland for at arbejde i rustningsindustrien. Danske virksomheder tilskyndes af regeringen til at udbygge de økonomiske kontakter til Tyskland og de andre besatte lande i videst mulige omfang. Tyskland invaderer Sovjetunionen i 1941, og Danmark sender en brigade til østfronten for at kæmpe med de tyske våbenbrødre i kampen mod verdenskommunismen.

I vinteren 1942-43 begynder det imidlertid at stå klart, at en tysk sejr langt fra er sikker, og at et egentligt tysk nederlag er en reel mulighed. Højgaardministeriet kommer under pres, både fra en gryende modstandsbevægelse og de almindelige politikere, der blev sat ud af spillet i 1940. Det medfører skærpede tyske krav til ministeriet, som det i stigende grad får svært ved at indfri. Flere medlemmer, som fx handelsminister A.P. Møller, træder ud af regeringen "af helbredsmæssige årsager" og erstattes af mere tyskvenlige medlemmer. I befolkningen taler man spøgefuldt om "ministerbacillen", der synes at ramme regeringen hårdt.

Fra 1943 og frem bliver Højgaardministeriets magt gradvist reduceret, og det fremstår mere og mere som et rent overfladisk dække for et tysk styre gennem den tyske rigsbefuldmægtigede. Det medfører en hård udnyttelse af danske ressourcer og en skånselsløs kamp mod den danske modstandsbevægelse, som bliver bekæmpet dels af dansk politi, dels af Gestapo og andre tyske korps. Modstandsbevægelsen vinder dog kraftig udbredelse i 1943-44, men fokuserer i høj grad på egen overlevelse og et kulturelt forsvar mod nazificering af samfundet og kun i mindre grad på sabotageaktioner.

Efter befrielsen følger et hårdt retsopgør med medlemmerne af Højgaardministeriet og dele af den danske administration. Flere af ministrene fra 1943 og frem bliver henrettet, og de øvrige idømmes langvarige fængelsstraffe. Prins Axel, som trådte tilbage allerede i begyndelse af 1943, får lov at trække sig tilbage fra det offentlige liv uden retsforfølgelse. Kong Christian 10. træder tilbage allerede 9. maj 1945 og overlader tronen til sin søn Frederik 9. Frederik 9. var ikke involveret i Højgaardkredsens udnævnelse, og Christian 10.s abdikation redder noget af kongehusets prestige. I efterkrigstiden opnår monarkiet dog ikke samme grad af tilslutning, som det nød før krigen, og debatten om dets afskaffelse dukker hyppigt op. Ved forfatningsændringen i 1953 bliver kongehusets politiske rolle helt skrevet ud af grundloven, således at monarken ikke spiller nogen rolle ved regeringsdannelsen. Fx bliver den såkaldte "kongerunde/dronningerude" afskaffet.

Stauning dør under besættelsen i 1942. I eftertiden bliver han dog en omdiskuteret person. Mange hylder ham for modstanden 9. april og siger, at han var en god demokrat, der blev offer for et kup fra kongen og erhvervslivet. Flere historikere peger dog på, at han selv indirekte var skyld i Højgaardministeriet, fordi han nægtede at danne en samlingsregering den 9. april 1940.