Den konsekvente samarbejdspolitik

Du valgte at sige ja til et politisk, økonomisk og militært samarbejde med besættelsesmagten for at sikre Danmark bedst muligt mod krigens omkostninger. Som forventet er det herefter ikke muligt at danne en samlingsregering med Venstre og De Konservative. Udenrigsminister Munch beder om at måtte træde tilbage, da ingen af hans råd er blevet fulgt, og i stedet lykkes det dig at overtale Erik Scavenius, der var udenrigsminister under Første Verdenskrig, til at træde i hans sted. I er sammen blevet enige om, at SR-regeringen må fortsætte selv, da man ikke kan optage ikke-demokratiske elementer i regeringen – og slet ikke, når øvrige de demokratiske oppositionspartier står uden for regeringen.

SR-regeringen går en urolig tid i møde i foråret og sommeren 1940 og kritiseres kraftigt fra oppositionen, men i stigende grad også fra egne rækker. Flere ledende personer i dit eget parti, Socialdemokratiet, siger, at du er gået tyskerne for meget i møde. Der er også store problemer med at bevare dansk selvstændighed i det nye samarbejde, og store dele af det danske militær er stærkt kritiske over for at skulle samarbejde med tysk militær. Også kong Christian 10. udtrykker over for dig som statsminister, at han hellere havde set en national samlingsregering og intet militært samarbejde.

Efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 står det klart, at den tyske besættelse af Danmark kan blive yderst langvarig. Det giver regeringen et lille pusterum, fordi mange nu mener, at Danmark ikke har andet valg end at indrette sig og finde sin plads i et tyskdomineret Europa. I efteråret 1940 indgår danske hærenheder for første gang i bevogtningsopgaver sammen med tyske enheder og får også ansvaret for et luftforsvar i visse dele af Jylland. Regeringen udvides i november 1940 med repræsentanter for dansk erhvervsliv og fagbevægelsen, og det lykkes også at få et medlem af hhv. Venstre og De Konservative til at indtræde som såkaldte kontrolministre.

I løbet af 1941-42 udbygges det økonomiske og politiske samarbejde, og Danmark bliver i stigende grad integreret i den tyske rustningsøkonomi. Mange tjener gode penge. Efter tysk krav indføres der dog omfattende censur af danske aviser, og en række kritiske folketingspolitikere tvinges til at trække sig tilbage fra politik. Folketinget mødes sjældnere og sjældnere, og i sommeren 1941 gøres kritik af regeringen og den tyske administration ulovlig.

Det kommer i efteråret 1941 til et brud i Socialdemokratiet, hvor oppositionen mod Staunings regeringsførelse med Hans Hedtoft og H.C. Hansen i spidsen danner et nyt parti – Det Nationale Socialdemokrati – som trækker mange medlemmer fra det oprindelige Socialdemokrati med sig.

Da Tyskland invaderer Sovjetunionen i juni 1941, bliver Danmark bedt om at stille med to brigader af regulære danske soldater, hvilket regeringen ikke kan undslå sig. Mange danske soldater deserterer i begyndelsen, indtil tyskerne slår fast, at desertører skal dømmes af tyske militærdomstole. Efter den første henrettelse falder antallet af desertører kraftigt.

Stauning dør i maj 1942 og erstattes af Erik Scavenius, som nu både er stats- og udenrigsminister.

Fra begyndelsen har mange været utilfredse med det danske samarbejde, og i allerede i løbet af 1941 ses ansatser til en modstandsbevægelse, hvis kerne er tidligere officerer, kommunister og konservative. I løbet af sommeren 1942 vokser tilslutningen til modstandsbevægelsens kraftigt, ikke mindst efter at medlemmer af Det Nationale Socialdemokrati melder sig under fanerne på direkte opfordring fra partiets ledelse.

Det medvirker også til modstandsbevægelsens vækst, at Storbritannien truer med officielt at erklære Danmark krig, da et britisk fly er skudt ned af det danske luftforsvar. Da nyheden om det tyske nederlag ved Stalingrad i vinteren 1943 når Danmark, udbryder der opstande over hele landet vendt mod regeringen. Modstandsbevægelsen spiller en afgørende rolle i opstandene, og i februar træder den danske regering tilbage, da den ikke kan acceptere de tyske krav om standretter, og at den danske hær skal sættes ind mod demonstranterne.

Det tyske militær overtager administrationen af Danmark i foråret 1943 og indfører en undtagelsestilstand, der varer krigen ud. På østfronten afvæbnes de danske styrker og interneres i lejre, hvor mange dør af sult og sygdomme. Efter regeringens afgang bliver modstandsbevægelsen mindre aktiv og fokuserer i stedet på et kulturelt forsvar samt på at opbygge militære ventegrupper og udgive illegale blade. Den tyske hær fører en hård kamp mod modstandsbevægelsen, og mange omkommer i krigens sidste år.

Modstandsbevægelsen overlever dog, da den har meget bred opbakning i den danske befolkning. Den står som sejrherrer ved befrielsen i maj 1945. Men krigen har været hård ved Danmark, og de omkomne skal tælles i tusinder.

Det første demokratiske valg efter befrielsen bliver en sejr til De Konservative og Hans Hedtofts Det Nationale Socialdemokrati. Også kommunisterne går lidt frem, mens især Det Radikale Venstre og også Venstre må afgive stemmer. Staunings Socialdemokrati går i opløsning, da mange af dets medlemmer søger over i Det Nationale Socialdemokrati. Staunings eftermæle bliver for altid forbundet med den nazist-venlige samarbejdsregering i begyndelsen af besættelsen. Flere af ministrene fra regeringens første år idømmes fængselsstraffe ved retsopgøret.