Regeringen og kongen når til Sverige. Hvad nu?

Kl. 14:00 15. April 1940

Den danske konsuls privatbolig i Göteborg i Sverige d. 15. april kl. 14. Til stede er du som statsminister, den øvrige regeringstop, kongen og den danske ambasadør i Sverige, Johan C.W. Kruse.

I hurtigtgående, civile motorbåde lykkedes det jer natten mellem den 9. og 10. april fra Gilleleje i Nordsjælland at komme over det nordlige Øresund til Mölle ved Kullen. Foruden regeringstoppen, kongen og dronning Alexandrine kom kun en snes officerer med over Sundet. På nær viceadmiral Rechnitzer var alle disse fra hæren. De danske styker fik ordre til at overgive sig bortset fra de styrker, der skulle dække jeres flugt.

Straks efter ankomsten til Sverige fik I kontakt med det svenske kystpoliti, som var klar over, at det var en noget usædvanlig "fangst", de havde gjort. Den ledende kystbetjent foretog en række telefonsamtaler, som klargjorde, at han havde tilladelse til at sende jer mod Göteborg, hvortil I under politi-eskorte ankom den 10. april hen på eftermiddagen. Siden har I forsøgt at indsamle så mange informationer som muligt om situationen i Danmark samt om den internationale situation, der er højspændt. Det svenske udenrigsministerium har sendt en delegation til Göteborg, og du har været i telefonisk kontakt med din gode ven og partifælle, den svenske statsminister Per Albin Hansson. Ambassadør Kruse ankom sammen med delegationen fra det svenske udenrigsministerium. De svenske værter har optrådt venligt og korrekt, men er tydeligvis også lidt utrygge ved situationen, fordi de også er under pres fra Tyskland. I har desuden været i telegrafisk kontakt med den danske ambassade i London.

Man er mødtes for at diskutere, hvad der videre skal ske. Departementschefer fra de danske ministerier samt en gruppe ledende embedsmænd fra udenrigsministeriet forhandler med besættelsesmagten i Danmark. Departmentscheferne benævner sig selv Administrationsrådet. Reelt fungerer rådet som en regering, men dets grundlovsmæssige forankring er tvivlsom med den lovformelige regering og kongen placeret i Sverige. Der er allerede erklæringer i dansk radio og presse, der kritiserer flugten som et svigt af fædrelandet.

Den svenske regering har givet udtryk for, at I kan få lov at blive i landet, men den vil ikke acceptere nogen form for politisk virksomhed. Den har dog ladet forstå, at den vil se gennem fingrene med en videre flugt til London og også i praktisk forstand være behjælpelig hermed. Officielt vil den dog benægte enhver involvering i en flugt til London.

Den britiske regering er klar til at byde jer hjerteligt velkommen i London med henblik på at danne en eksilregering. I er blevet lovet praktisk taget fri adgang til at sende radio via BBC til Danmark, hvis I tager til London. Det er klart, at briterne ser en egeninteresse i en dansk eksilregering i London.