Eksilregering i London

Sammen med kongeparret, hærledelsen og viceadmiralen drager regeringen videre til det nordlige Sverige og ind i Nordnorge, hvor I evakueres af Royal Navys destroyer, "HMS Achates". Den 15. maj 1940 ankommer I til London, hvor I officielt modtages af den nyudnævnte premierminister Winston Churchill, som ønsker Danmark velkommen i de allieredes rækker. Hjemme i Danmark er fordømmelsen imidlertid hård, og den 18. maj erklærer kronprins Frederik i en radiotale, at han vil fungere som statsoverhoved i sin fader, kongens, fravær. Han erklærer samtidig din regering i London for afsat. Du har bragt dig selv og regeringen i sikkerhed, men nationen er splittet i to.

Danmarks besættelsestid bliver i høj grad præget af, at landet er splittet mellem to regeringer i hhv. London og København. I Danmark bliver der den 18. maj 1940 dannet en mere permanent regering, der skal afløse den midlertidige regering, der blev dannet i kølvandet på din flugt den 9. april. Regeringen – som kalder sig Den Nationale Regering – er domineret af politikere fra Venstre og De Konservative, som nu føler mulighed for at tage over efter den socialdemokratisk-radikale regerings flugt.

Kronprins Frederik vil kun meget nødigt gå imod sin far, kongen, der er flygtet til Storbritannien med regeringen. Han kommer under et stort pres fra ledende politikere og embedsmænd, der til sidst overbeviser ham om, at det er hans pligt at overtage rollen som statsoverhoved for at få tingene til at fungere i Danmark. Det proklameres samme dag, som Den Nationale Regering træder til, den 18. maj 1940.

Danmark går en meget usikker tid i møde i foråret og sommeren 1940. Din regering og statsoverhovedet har forladt landet og sidder først fuldstændigt tavse i Sverige. Det første, nogenlunde pålidelige nyt, der når til Danmark om jeres skæbne, bringes 21. maj 1940 i en af de udsendelser på dansk, som BBC begyndte at sende allerede i april 1940. Her bekendtgøres det, at din regering og kong Christian 10. er ankommet til London og er blevet budt velkommen af premierminister Churchill og kort efter også af King George VI.

Herefter kommer du til at spille en mere aktiv politisk rolle, men den er ikke uproblematisk i de første år, hvor krigen går briterne imod. Du får imidlertid snart selskab i London af flere eksilpolitikere og -statsoverhoveder. Dine norske kolleger og socialdemokratiske partifæller ankommer 11. juni sammen med den norske kong Haakon – der er Christian 10.s lillebror. En lille uge efter kommer den franske general De Gaulle og tilslutter sig kredsen af eksilpolitikere.

Dine vanskeligheder består i begyndelsen af, at nok hyldes din regering af nogle danskere hjemme i det gamle land, men generelt er befolkningen optaget af at få deres dagligdag til at fungere med de politiske magthavere, der nu engang er ved hånden – og det vil sige Den Nationale Regering og resterne af kongehuset med kronprins Frederik i spidsen. Hverken Frederik eller regeringen taler for døve øren med deres opfordringer til nationalt sammenhold og til at støtte Den Nationale Regering. Kongehuset nyder endda fornyet popularitet, da kronprinsesse Ingrid føder en datter 16. april 1940, som kort efter døbes Margrethe.

Problemerne kommer også fra den britiske regering, som censurerer de taler, I holder i BBC's danske udsendelser. Det britiske udenrigsministerium forlanger blandt andet, at I ikke kritiserer den nationale regering for kraftigt, da de ikke ønsker unødig splid i den danske befolkning på dette tidspunkt. Du får fx lov til at sende en hilsen til den lille ny prinsesse Margrethe, men får ikke lov til at kalde hendes far, kronprins Frederik, for landsforræder. Din kritik af regeringen i Danmark bliver derfor afdæmpet, men meget tyder i øvrigt på, at der de første år alligevel ikke er så mange danskere, der rent faktisk lytter til dine taler.

Efter Frankrigs nederlag til Tyskland i sommeren 1940 står det klart, at besættelsen af Danmark bliver langvarig. Den Nationale Regering ser det som sin opgave at sikre Danmark en fornuftig plads i det tyskdominerede Europa, som, de fleste tror, bliver resultatet af krigen. Med den tyske besættelsesmagts godkendelse udnævner kronprins Frederik en ny regering den 29. august 1940, som foruden politikere fra Venstre og De Konservative nu også består af ledende erhvervsfolk som entreprenør Knud Højgaard og skibsreder A.P. Møller, der bliver handelsminister. En repræsentant for fagbevægelsen får ligeledes plads i regeringen, men ingen fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som, de øvrige partier mener, har svigtet ved at flygte fra landet den 9. april. Kongens fætter, erhvervsmanden Prins Axel, bliver regeringens statsminister, men kommer dog primært til at fungere som kransekagefigur.

Den nye regering indleder en kurs, der tager sigte på at forsvare dansk selvstændighed, at bevare kongehuset samt at give Danmark en økonomisk attraktiv plads i det nye Europa. Der vedtages en lov mod arbejdskonflikter, og der indføres "arbejdspligt", og en række danske arbejdere tvinges til at drage til Tyskland for at arbejde i rustningsindustrien. Mange af 1930'ernes socialpolitiske tiltag rulles tilbage på særligt Venstres foranledning. Danske virksomheder tilskyndes af regeringen til at udbygge de økonomiske kontakter til Tyskland og de andre besatte lande i videst mulige omfang. Tyskland invaderer Sovjetunionen i 1941, og Danmark sender en brigade af regulære soldater til østfronten for at kæmpe med de tyske våbenbrødre i kampen mod verdenskommunismen.

Du kommenterer konstant situationen i Danmark i dine radiotaler. Du kritiserer københavner-regeringen for at være en ulovlig og udemokratisk regering og fremhæver din egen som værende den legitime. Som modsvar forbyder regeringen i København danskerne at lytte til BBC, og flere kommer i fængsel for at gøre det.

I vinteren 1942-43 begynder det imidlertid at stå klart, at en tysk sejr langtfra er sikker, og at et egentligt tysk nederlag er en reel mulighed. Allerede i løbet af 1941-42 er der vokset en ikke-voldelig modstandsbevægelse frem, der er domineret dels af socialdemokrater og dels af kommunister, som gik under jorden, da partiet DKP blev erklæret ulovligt i 1941. Det viser sig dog hurtigt, at det gamle fjendskab mellem socialdemokrater og kommunister gør det umuligt at samarbejde, og i begyndelsen af 1943 splittes modstandsbevægelsen i en kommunistisk og en socialdemokratisk del, hvor den første fokuserer på væbnet kamp, mens den anden snarere satser på et kulturelt forsvar med vægt på demokratiske værdier, som holdes i hævd ved aktiviteter i delvist illegale foreninger særligt henvendt til ungdommen.

Med briternes accept støtter du fra 1942 i dine radiotaler den socialdemokratiske del af modstandsbevægelsen. Efterretningerne fra Danmark fortæller, at stadigt flere lytter, når du går til mikrofonen. I store dele af den illegale presse omtales du nu som leder af "de frie danske". Der oprettes også en dansk brigade i England af udlandsdanskere og flygtninge fra Danmark. Dele af brigaden bliver senere sat ind på allieret side i kampene i Frankrig efter D-dag i 1944.

Den Nationale Regering kommer i 1943 under stærkt pres fra modstandsbevægelsens forskellige dele og fra demonstrationer i befolkningen. Det medfører skærpede tyske krav til regeringen, som den i stigende grad får svært ved at indfri. Flere medlemmer, som fx handelsminister A.P. Møller, træder ud af regeringen "af helbredsmæssige årsager" og erstattes af mere tyskvenlige medlemmer. I BBC omtaler du det spøgefuldt som "ministerbacillen", der synes at ramme regeringen hårdt. Vittigheden bliver hurtigt almindelig jargon i det besatte land. Trods kronprins Frederiks indtrængende appel om at blive træder de sidste repræsentanter for Venstre og De Konservative ud af regeringen den 22. december 1943. Denne retræte skyldes ikke mindst dine radiotaler, der åbent kritiserede de to partier for at deltage i en regering, der ikke længere, ej heller med den bedste vilje, kunne kaldes demokratisk. Fra denne dag fremstår Den Nationale Regering mere og mere som et rent overfladisk dække for et tysk styre gennem den tyske rigsbefuldmægtigede.

Årene i eksil virker som en vitaminindsprøjtning på Stauning, der ellers i de sidste år før krigen var blevet noget svækket. Han optræder vitalt og handlekraftigt. Alderen og de mange år med stort ansvar er dog ikke gået sporløst over landsfaderen, og da BBC 11. januar 1944 bekendtgør statsministerens død, opstår der landesorg i Danmark. Visse steder opstår der spontane sørgedemonstrationer, som dog opløses brutalt af dansk og tysk politi i fællesskab. Partifællen Vilhelm Buhl overtager statsministerposten i eksilregeringen med Hans Hedtoft som sin højrehånd.

Det sidste halvandet år af besættelsen bliver kaotisk. Kronprins Frederik og prins Axel står som ufrivillige kransekagefigurer for en tysk marionetregering, der med Gestapos hjælp kæmper en hård kamp mod modstandsbevægelsen. Modstandsbevægelsen selv er splittet i en kommunistisk og en socialdemokratisk/national fraktion, og selvom de to fraktioner ikke bekæmper hinanden direkte i 1944, er der allerede da megen ond vilje mellem de to. Stridigheder om den rette kurs for modstandskampen forpester klimaet, og gensidige beskyldninger, om at den anden fraktion hemmeligt samarbejder med besættelsesmagten, fyger rundt i den illegale presse. I besættelsens sidste måneder, efter nytår 1945, bryder stridighederne lejlighedsvist ud i åben kamp mellem modstandsfraktionerne. Tæt på tusind dør i besættelsens sidste tid som følge af kampene.

Efter befrielsen står Danmark tilbage som et land, der har været hårdt ramt af besættelsen. Sammen med eksilregeringen fra London står den socialdemokratiske modstandsbevægelse som den store sejrherre og har de sidste to år af besættelsen været et nationalt samlingspunkt for mange andre end blot socialdemokrater. Med våben sendt fra Storbritannien og Sverige får socialdemokraterne hurtigt sat den kommunistiske modstandsbevægelse ud af spillet.

Ved det første valg efter befrielsen får Socialdemokratiet absolut flertal. Den afdøde Stauning og hans parti hyldes som nationens frelsere. Landsfaderen kaldes ”nationens første modstandsmand” og "Røsten fra London". Partiet står på ingen måde tilbage for i sin politiske kommunikation til befolkningen at nære en decideret Stauning-kult.

Ved retsopgøret idømmes flere ministre fra besættelsestidens samarbejdsregeringer hårde fængselsstraffe. Særligt de, der var ministre i besættelsens sidste tid, dømmes hårdt, og et par stykker bliver henrettet. Prins Axel og kronprins Frederik undgår straf, men besættelsestiden har været en katastrofe for kongehuset. De må begge træde tilbage fra det offentlige liv, og da kong Christian 10. vender tilbage fra London den 9. maj 1945, må han som sin første handling erklære, at kronprins Frederik ikke længere er arving til tronen. I stedet bliver prinsens lillebror prins Knud udnævnt til konge ved Christian 10.s død i 1947, og han efterfølges af sin søn Ingolf, der udnævnes til kong Ingolf 1. i 1976.