Du får lov at blive i Sverige som privatperson

Du vurderer, at det nu er for sent at vende tilbage til Danmark, men at du heller ikke bør splitte nationen ved at etablere en eksilregering i London. Den svenske regering giver hele regeringen lov til at blive i Sverige, mod at alle dens medlemmer højtideligt lover ikke at ville udtale sig om nogen politiske spørgsmål og heller ikke søger kontakt til hverken Danmark eller Storbritannien. Den svenske regering stiller en ødegård til din rådighed og tilkender dig en pension, du kan leve af. Kong Christian 10. bliver også i Sverige som den svenske konges private gæst. Det nye Administrationsråd i Danmark må nu stå for samarbejdspolitikken. Din rolle i politik er udspillet.

Danmark går en meget usikker tid i møde i foråret og sommeren 1940. Hele regeringen og statsoverhovedet har forladt landet og sidder nu fuldstændigt tavse i Sverige. Kronprins Frederik bliver af flere ledende politikere og embedsmænd presset til at overtage rollen som fungerende regent og statsoverhoved i sin faders fravær.

Efter Frankrigs nederlag til Tyskland i sommeren 1940 står det klart, at besættelsen af Danmark bliver langvarig, og man søger nu at danne en egentlig regering, der kan afløse det midlertidige Administrationsråd og sikre Danmark en fornuftig plads i det tyskdominerede Europa, som, de fleste tror, bliver resultatet af krigen. Med den tyske besættelsesmagts godkendelse nedsætter kronprins Frederik en regering den 29. august 1940 som primært består af politikere fra Venstre og De Konservative samt ledende erhvervsfolk som entreprenør Knud Højgaard og skibsreder A.P. Møller, der bliver handelsminister. En repræsentant for fagbevægelsen får ligeledes plads i regeringen, men ingen fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som, de øvrige partier mener, har svigtet ved at flygte fra landet den 9. april, får sæde i regeringen. Prins Axel, Christian 10.s fætter, bliver regeringens statsminister, men kommer dog primært til at fungere som kransekagefigur.

Det nye ministerum indleder en kurs, der tager sigte på at forsvare dansk selvstændighed, at bevare kongehuset samt at give Danmark en økonomisk attraktiv plads i det nye Europa. Der vedtages en lov mod arbejdskonflikter, og der indføres "arbejdspligt", og en række danske arbejdere tvinges til at drage til Tyskland for at arbejde i rustningsindustrien. Mange af 1930'ernes socialpolitiske tiltag rulles tilbage på særligt Venstres foranledning. Danske virksomheder tilskyndes af regeringen til at udbygge de økonomiske kontakter til Tyskland og de andre besatte lande i videst mulige omfang.

Tyskland invaderer Sovjetunionen i 1941, og Danmark sender en brigade af regulære soldater til østfronten for at kæmpe med de tyske våbenbrødre i kampen mod verdenskommunismen.

I vinteren 1942-43 begynder det imidlertid at stå klart, at en tysk sejr langtfra er sikker, og at et egentligt tysk nederlag er en reel mulighed. Allerede i løbet af 1941-42 er der vokset en ikke-voldelig modstandsbevægelse frem, der er domineret dels af socialdemokrater og dels af kommunister, som gik under jorden, da partiet DKP blev erklæret ulovligt i 1941. Det viser sig dog hurtigt, at det gamle fjendskab mellem socialdemokrater og kommunister gør det umuligt at samarbejde, og i begyndelsen af 1943 splittes modstandsbevægelsen i en kommunistisk og en socialdemokratisk del, hvor den første fokuserer på væbnet kamp, mens den anden snarere satser på et kulturelt forsvar med vægt på demokratiske værdier, som holdes i hævd ved aktiviteter i delvist illegale foreninger særligt rettet mod ungdommen.

Ministeriet kommer i 1943 under stærkt pres fra modstandsbevægelsens forskellige dele og fra demonstrationer i befolkningen. Det medfører skærpede tyske krav til ministeriet, som det i stigende grad får svært ved at indfri. Flere medlemmer, som fx handelsminister A.P. Møller, træder ud af regeringen "af helbredsmæssige årsager" og erstattes af mere tyskvenlige medlemmer. I befolkningen taler man spøgefuldt om "ministerbacillen", der synes at ramme regeringen hårdt. Trods kronprins Frederiks indtrængende appel om at blive træder de sidste repræsentanter for Venstre og De Konservative ud af regeringen den 22. december 1943. Fra denne dag fremstår ministeriet mere og mere som et rent overfladisk dække for et tysk styre gennem den tyske rigsbefuldmægtigede.

Det sidste halvandet år af besættelsen bliver kaotisk. Kronprins Frederik og prins Axel står som ufrivillige kransekagefigurer for en tysk marionetregering, der med Gestapos hjælp kæmper en hård kamp mod modstandsbevægelsen. Modstandsbevægelsen selv er splittet i en kommunistisk og en socialdemokratisk/national fraktion, og selvom de to fraktioner ikke bekæmper hinanden direkte i 1944, er der allerede da megen ond vilje mellem de to. Stridigheder om den rette kurs for modstandskampen forpester klimaet, og gensidige beskyldninger, om at den anden fraktion hemmeligt samarbejder med besættelsesmagten, fyger rundt i den illegale presse. I besættelsens sidste måneder, efter nytår 1945, bryder stridighederne lejlighedsvist ud i åben kamp mellem modstandsfraktionerne. Tæt på tusind dør i besættelsens sidste tid som følge af kampene.

Efter befrielsen står Danmark tilbage som et land, der har været hårdt ramt af besættelsen. Den socialdemokratiske/nationale modstandsbevægelse står som den store sejrherre og har de sidste to år af besættelsestiden været et nationalt samlingspunkt for mange andre end blot socialdemokrater. Med de våben de har fået sendt fra Sverige med hjælp fra blandt andre nogle af de danske ministre, der flygtede i 1940, får de hurtigt sat den kommunistiske modstandsbevægelse ud af spillet.

Ved det første valg efter befrielsen får Socialdemokratiet absolut flertal sammen med Dansk Socialkonservativt Parti, der er stiftet af udbrydere af De Konservative, der tilsluttede sig modstandsbevægelsen. De ledes af John Christmas Møller. Samarbejdet mellem Socialdemokraiet og De Socialkonservative kommer til at spille en dominerende rolle i dansk politik helt frem til 1970'erne. Stauning døde i Sverige i 1942, men bliver allerede under besættelsen hyldet som "Danmarks første modstandsmand".

Ved retsopgøret idømmes flere ministre fra besættelsestidens samarbejdsregeringer hårde fængselsstraffe. Særligt de, der var ministre i besættelsens sidste tid, dømmes hårdt, og et par stykker bliver henrettet. Prins Axel og kronprins Frederik undgår straf, men besættelsestiden har været en katastrofe for kongehuset. De må begge træde tilbage fra det offentlige liv, og da Christian 10. vender tilbage fra Sverige den 9. maj 1945, må han som sin første handling erklære, at kronprins Frederik ikke længere er arving til tronen. I stedet bliver prinsens lillebror prins Knud udnævnt til konge ved Christian 10.s død i 1947, og han efterfølges af sin søn Ingolf, der udnævnes til kong Ingolf 1. i 1976.