Danmark er under angreb!

Kl. 05:45 9. april 1940

Kongens arbejdsværelse på Amalienborg d. 9. april kl. 05.45. Ud over dig og kongen er udenrigsministeren, forsvarsministeren, hærchefen, flådechefen, kongens sekretær, kronprinsen og dronningen til stede.

Du valgte i går at holde hæren i beredskab og ellers afvente, hvad morgendagen måtte bringe. Kl. 5 næste morgen bliver du imidlertid vækket og får at vide, at der siden kl. 4 er indløbet beretninger om, at Danmark er under angreb! Der er kampe ved den dansk-tyske grænse, lufthavnen i Aalborg bliver angrebet af tyske faldskærmstropper, og der er landsat tropper på Fyn og ved Korsør. Du haster til Amalienborg, hvor du får at vide, at to tyske skibe har landsat tropper i København, som har besat det danske militærhovedkvarter Kastellet og lige nu er ved at belejre Amalienborg. Der kan høres skud uden for Amalienborg, hvor danske gardere kæmper med de tyske tropper, og der kan høres tyske bombemaskiner, der overflyver København.

Udenrigsministeren fortæller, at den tyske ambassadør har overrakt ham et skriftligt ultimatum tidligt om morgenen. I det tyske ultimatum hævdes det, at Storbritannien har planer om at invadere Danmark, og det må Tyskland komme i forkøbet, hvorfor tyske tropper har overskredet grænsen. Indstiller Danmark kampene øjeblikkeligt, vil Tyskland garantere dansk selvstændighed, men overtage den militære beskyttelse. Ellers vil tyske fly bombardere København for at tvinge danskerne til overgivelse.

Alle tilstedeværende er enige om, at Danmark er overrumplet, og at kampen ikke kan vindes. De tilstedeværende er imidlertid uenige, om der skal kæmpes videre alligevel. Alle er stærkt påvirkede af situationen, og særligt kongen er synligt oprevet.