Du afsættes som statsminister!

Da du meddeler kongen din holdning, at Danmark nu må svare tyskerne meget imødekommende for at skåne landet, bryder helvede løs. Hærens øverstkommanderende general Prior beskylder regeringen for at ville bringe Danmark ind i krigen på tysk side. Kongen erklærer synligt ophidset, at regeringen kan betragte sig som afsat, og at han vil nedsætte et forretningsministerium bestående af embedsmænd og erhvervsfolk. Ifølge grundlovens § 13 er det kongen, som udnævner og afskediger regeringer, minder han dig om i et skarpt tonefald. Trods dine advarsler om fare for folkelig uro på grund af afsættelsen af en demokratisk valgt regering holder han fast i beslutningen, og du må sammen med dine ministerkolleger forlade slottet og tage hjem. Din rolle i dansk politik er udspillet.

De første uger efter 9. april bliver kaotiske i Danmark. Efter samtaler med lederne for oppositionspartierne lykkes det kongen at danne et forretningsministerium, hvor præsidenten for højesteret bliver regeringsleder, og hvor der desuden optages embedsmænd og repræsentanter for de to store borgerlige partier Venstre og De Konservative.

Regeringen kommer med det samme under pres fra besættelsesmagten, der er utilfredse med, at Staunings tyskvenlige kurs blev underkendt af kongen. Desuden kommer den også under pres fra dele af fagbevægelsen, der beskylder kongen for at have begået et politisk kup som under Påskekrisen i 1920. Trods forbud mod demonstrationer udstedt allerede 9. april afholdes en stor demonstration foran Christiansborg den 1. maj 1940. Foranlediget af demonstrationen indfører den tyske hær undtagelsestilstand og forbyder demonstrationer og større forsamlinger.

Efter Tysklands sejr over Frankrig i sommeren 1940 står det klart for de fleste, at besættelsen af Danmark kan blive langvarig. Samtidig kommer der fornyet tysk pres for, at der dannes en handlekraftig regering, som besættelsesmagten kan samarbejde med. I oktober 1940 godkender kongen derfor at der dannes en upolitisk regering under kongens fætter, erhvervsmanden Prins Axel. Foruden prinsen består den af en række førende erhvervsfolk samt et par embedsmænd og en enkelt fagforeningsmand. I folkemunde får regeringen navnet Højgaardministeriet, opkaldt efter ingeniør og entreprenør Knud Højgaard, der som industri- og indenrigsminister hurtigt bliver ministeriets stærkeste skikkelse.

Højgaardministeriet indleder en kurs, der tager sigte på at forsvare dansk selvstændighed, at bevare kongehuset samt at give Danmark en økonomisk attraktiv plads i det tyskdominerede Europa, som, de fleste tror, bliver resultatet af krigen. Der vedtages en lov mod arbejdskonflikter, og der indføres "arbejdspligt", og et stort antal danske arbejdere tvinges til at drage til Tyskland for at arbejde i rustningsindustrien. Danske virksomheder tilskyndes af regeringen til at udbygge de økonomiske kontakter til Tyskland og de andre besatte lande i videst muligt omfang.

Tyskland invaderer Sovjetunionen i 1941, og Danmark sender en brigade til østfronten for at kæmpe med de tyske våbenbrødre i kampen mod verdenskommunismen. I vinteren 1942-43 begynder det imidlertid at stå klart, at en tysk sejr langt fra er sikker, og at et egentligt tysk nederlag er en reel mulighed. Højgaardministeriet kommer under pres, både fra en gryende modstandsbevægelse og de almindelige politikere, der blev sat ud af spillet i 1940. Det medfører skærpede tyske krav til ministeriet, som det i stigende grad får svært ved at indfri. Flere medlemmer, som fx handelsminister A.P. Møller, træder ud "af helbredsmæssige årsager" og erstattes af mere tyskvenlige medlemmer. I befolkningen taler man spøgefuldt om "ministerbacillen", der synes at ramme regeringen hårdt.

Fra 1943 og frem bliver Højgaardministeriets magt gradvist reduceret, og det fremstår mere og mere som et rent overfladisk dække for et tysk styre gennem den tyske rigsbefuldmægtigede. Det medfører en hård udnyttelse af danske ressourcer og en skånselsløs kamp mod den danske modstandsbevægelse, som bliver bekæmpet dels af dansk politi, dels af Gestapo og andre tyske korps. Modstandsbevægelsen vinder dog kraftig udbredelse i 1943-44, men fokuserer i høj grad på egen overlevelse og et kulturelt forsvar mod nazificering af samfundet og kun i mindre grad på sabotageaktioner.

Efter befrielsen følger et hårdt retsopgør med medlemmerne af Højgaardministeriet og dele af den danske administration. Flere af ministrene fra 1943 og frem bliver henrettet, og de øvrige idømmes langvarige fængelsstraffe. Prins Aksel, som trådte tilbage allerede i begyndelse af 1943, får lov at trække sig tilbage fra det offentlige liv uden retsforfølgelse. Kong Christian 10. træder tilbage allerede 9. maj 1945 og overlader tronen til sin søn Frederik 9. Frederik 9. var ikke involveret i Højgaardministeriets udnævnelse, og Christian 10.s abdikation redder noget af kongehusets prestige. Selvom Christian 10.s prestige led et knæk ved udnævnelsen af Højgaardministeriet, huskes han dog også som kongen, der modigt sagde "nej" til "Tysker-Stauning" den 9. april om morgenen.

Stauning selv dør som en knækket mand allerede i 1941, men tilnavnet "Tysker-Stauning" slipper han aldrig af med, selvom mange socialdemokrater også husker hans store politiske indsats i 1930'erne.