SR-regeringen tager ansvaret – men kun for en tid ...

Kl.

Du har valgt at lade den socialdemokratisk-radikale regering fortsætte uændret. Regeringen har flertal i Folketinget og kan godt tage ansvaret på sig i den vanskelige tid. De borgerlige partier vil blot søge at gennemføre deres egen økonomiske politik, og de skal ikke have lov til at udnytte situationen på denne måde! Flere af dine ministerkolleger er meget betænkelige ved din beslutning, og allerede få dage efter besættelsen står det klart, at oppositionspartierne og den borgerlige presse nu anser regeringen for eneansvarlig for både besættelsen og det samarbejde, det nu er nødvendigt at etablere med tyskerne. Nationen er splittet fra starten.

Du har i april-dagene 1940 skabt en situation, hvor din regering står svagt og presses af tyskerne på den ene side og oppositionen på den anden.

Efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 står det klart, at den tyske besættelse af Danmark kan blive yderst langvarig, og mange mener nu, at Danmark bør indrette sit styre på, at en antidemokratisk magt nu ser ud til at ville dominere Europa i mange år fremefter. En kreds af ledende erhvervsfolk, kaldet Højgaardkredsen, tager i efteråret 1940 kontakt til kongen med forslag om, at regeringen bliver udskiftet med et professionelt og upolitisk ministerium, der bedre kan ordne landets forhold under den tyske besættelse. SR-regeringen er allerede på dette tidspunkt så nedslidt i både befolkningens og kongens øjne, at kong Christian 10. indvilliger og nedsætter en upolitisk regering ledet af hans fætter Prins Axel og med en række førende erhvervsfolk samt et par embedsmænd og en enkelt fagforeningsmand. I folkemunde får regeringen navnet Højgaardministeriet.

Højgaardministeriet indleder en kurs, der tager sigte på at give Danmark en god plads i det tyskdominerede Europa, som, de fleste tror, bliver resultatet af krigen. Der bliver indført forbud mod arbejdskonflikter, og der indføres "arbejdspligt", og en række danske arbejdere tvinges til at drage til Tyskland for at arbejde i rustningsindustrien. Danske virksomheder tilskyndes af regeringen til at udbygge de økonomiske kontakter til Tyskland og de andre besatte lande i videst muligt omfang.

Tyskland invaderer Sovjetunionen i 1941, og Danmark sender en brigade til østfronten for at kæmpe med de tyske våbenbrødre i kampen mod verdenskommunismen. I vinteren 1942-43 begynder det imidlertid at stå klart, at en tysk sejr langt fra er sikker, og at et egentligt tysk nederlag er en reel mulighed. Højgaardministeriet kommer under pres, både fra en gryende modstandsbevægelse og de almindelige politikere der blev sat ud af spillet i 1940. Det medfører skærpede tysk krav til ministeriet, som det i stigende grad får svært ved at indfri. Flere medlemmer, som fx. A.P. Møller, træder ud "af helbredsmæssige årsager" og erstattes af mere tyskvenlige medlemmer. I befolkningen taler man spøgefuldt om "ministerbacillen", der synes at ramme regeringen hårdt.

Fra 1943 og frem bliver Højgaardministeriets magt gradvist reduceret, og det fremstår mere og mere som et rent overfladisk dække for et tysk styre gennem den tyske rigsbefuldmægtigede. Det medfører en hård udnyttelse af danske ressourcer og en skånselsløs kamp mod den danske modstandsbevægelse, som bliver bekæmpet dels af dansk politi, dels af Gestapo og andre tyske korps. Modstandsbevægelsen vinder dog kraftig udbredelse i 1943-44, men fokuserer i høj grad på egen overlevelse og et kulturelt forsvar mod nazificering af samfundet og kun i mindre grad på sabotageaktioner.

Efter befrielsen følger et hårdt retsopgør med medlemmerne af Højgaardministeriet og dele af den danske administration. Flere af ministrene fra 1943 og frem bliver henrettet, og de øvrige idømmes langvarige fængelsstraffe. Prins Axel, som trådte tilbage allerede i begyndelse af 1943, får lov at trække sig tilbage fra det offentlige liv uden retsforfølgelse. Christian 10. træder allerede 9. maj 1945 tilbage og overlader tronen til sin søn, Frederik 9. Frederik 9. var ikke involveret i Højgaardkredsens udnævnelse, og dette skridt redder en del af kongehusets prestige.