En demokratisk baseret samlingsregering

Du valgte, at det rigtige skridt måtte være en samlingsregering af de fire store demokratiske partier, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og De Konservative. De borgerlige partier går med i regeringen, mod at den hidtidige regering offentligt erklærer, at den har ansvaret for beslutningerne truffet frem til og med den 9. april 1940. Forude venter nu en svær tid for Danmark, men i det mindste står de demokratiske partier i udgangspunktet samlet.

Hvad der videre sker, kan du stort set læse om i historiebøgerne. Bortset fra at du skød tropper frem mod grænsen 8. april om aftenen og du lod kampene fortsætte 9. april, valgte du nemlig ligesådan, som politikerne gjorde i samtiden. Dit valg betød, at der var flere faldne soldater på både dansk og tysk side, og din flugt til Høvelte medførte at København blev bombet, men det fik ikke nogen større indflydelse på det overordnede besættelsesforløb.

Som det også skete i virkeligheden, døde Stauning i 1942. Til forskel fra det virkelige forløb blev han dog heftigt debatteret efter befrielsen i 1945. Mange mente, han havde reddet Danmarks ære med sin optræden den 9. april. Men lige så mange kritiserede ham for at have fremprovokeret det tyske bombardement af København – til ingen verdens nytte.