En demokratisk baseret samlingsregering

Du valgte, at det rigtige skridt måtte være en samlingsregering af de fire store demokratiske partier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og De Konservative. De borgerlige partier går med i regeringen, mod at den hidtidige regering offentligt erklærer, at den har ansvaret for beslutningerne truffet frem til og med den 9. april 1940. Foran står nu en svær tid for Danmark, men i det mindste står de demokratiske partier i udgangspunktet samlet.

Hvad der videre sker, kan du stort set læse om i historiebøgerne. Bortset fra at du foreslog kongen at indgå en aftale med tyskerne, har du nemlig i dagene omkring 9. april 1940 valgt præcist ligesådan, som politikerne gjorde dengang. Dit ønske om en henvendelse får ikke den store betydning for besættelsestidens gang. Men det bliver en alvorlig plet på Staunings egen ære, og det er med til at gøre det endnu lettere for de borgerlige partier, at give den socialdemokratisk-radikale regering eneansvaret for besættelsen 9. april 1940.