Du afviser at anerkende det nye styre

Du afviser enhver mulighed for, at du kan støtte op om et styre, der ikke har demokratisk støtte. Som reaktion herpå sætter tyskerne dig nu i skærpet husarrest. Du har kun selskab af din samleverske Augusta Erichsen og har meget begrænsede muligheder for at komme i kontakt med omverdenen. Det nye administrative styre må herefter søge at regere uden opbakning fra den afgående statsminister. Landet er splittet fra begyndelsen.

Din beslutning om ikke at ville anerkende det nye styre blev skæbnesvangert for det. Det manglede fra starten enhver form for legitimitet og kom hurtigt under pres fra både danske politikere og den tyske besættelsesmagt.

Efter Tysklands sejr over Frankrig i sommeren 1940 stod det klart, at den tyske besættelse af Danmark ville blive langvarig, og at Tyskland meget vel kunne ende med at vinde krigen. Det udnyttede det danske nazistparti DNSAP til et kup mod den svage danske regering. Den 29. august 1940 krævede DNSAP's leder Frits Clausen ved et folkemøde, at regeringen var for svag til at lede landet, og at nye kræfter nu måtte til. Han marcherede herefter mod statsministeriet med sine tilhængere. Den danske politistyrke turde ikke gribe ind, og efter at have besat ministeriet erklærede Frits Clausen, at Danmark nu havde en ny, nationalsocialistisk regering. Da den hidtidige administrationsregering ikke evnede at reagere på udfordringen, valgte den tyske besættelsesmagt at anerkende det nye styre, og Danmark kom derved under ledelse af en nazistisk regering.

Frits Clausens DNSAP-regering slog efter magtovertagelsen ind på et nationalt genrejsningsprogram, der skulle ruste Danmark kulturelt og mentalt til at indgå i et nyt Europa domineret af Tyskland. Regering søgte at gennemføre en politik, der skulle skabe en omfattende nazificering af alle dele af det danske samfund som kulturinstitutioner, presse, uddannelsessystem, hæren m.v. Mens nogle så den nazistiske genrejsningspolitik som en nødvendighed, så flertallet af danskerne på den med afsky.

I foråret 1941 beordrede Frits Clausen, at Stauning skulle overføres til et dansk fængsel, for at han bedre kunne bevogtes. Trods tålelige forhold var fængselsopholdet hårdt for den aldrende Stauning, som døde den 22. august 1941. Det førte til store demonstrationer vendt mod DNSAP-regeringen, som kulminerede på årsdagen for den nazistiske magtovertagelse den 29. august, hvor over 50 demonstranter blev dræbt.

I kølvandet på demonstrationerne den 29. august voksede i efteråret 1941 en modstandsbevægelse frem med fokus på et kulturelt og mentalt forsvar mod den danske nazistiske regerings nazificeringspolitik. Man oprettede hemmelige skoler, hvor børnene om aftenen og søndagen kunne få en anden og mere demokratisk undervisning, end den de blev budt i den officielle folkeskole. Man skabte et parallelt illegalt foreningsliv inden for sport og kultur, som ikke var nazificeret. Modstandsbevægelsen var kun i mindre grad orienteret mod væbnet kamp som fx sabotage. Til gengæld nød den stor opbakning i den danske befolkning og blev støttet af forskellige danske politikere, der var flygtet til Storbritannien.

Det sidste år af besættelsen blev hårdt, da den nazistiske regering blev stadigt mere desperat, og de åbenlyse folkelige protester blev i stigende grad flere og voldsommere, efterhånden som krigen gik Tyskland imod. Frits Clausens regering stod stadigt mere isoleret og var næsten reduceret til en tysk marionetregering. Dele af modstandsbevægelsen blev optrævlet, og mange blev dræbt.

Efter den allierede befrielse ved britiske tropper i maj 1945 fulgte et retsopgør med Frits Clausen og hans regeringsmedlemmer samt med de dele af hær, erhvervsliv og kulturliv, der havde samarbejdet med regeringen. Frits Clausen selv døde, før dommen kunne afsiges, men flere af hans ministre blev henrettet ligesom den danske oberst, der havde stået i spidsen for de danske tropper, der havde kæmpet med tyskerne på østfronten. Mange blev dømt ved retsopgøret og havde efterfølgende svært ved at blive accepteret af det danske samfund. Men for det store flertal, der havde afvist nazificeringen, var der tale om en vis stolthed over Danmarks og modstandsbevægelsens rolle under Anden Verdenskrig. Ikke mindst fordi man som i Norge kunne lægge klar afstand til den regering, der havde regeret landet under besættelsen.

Stauning fik nærmest mytologisk heltestatus i efterkrigstiden og fejredes hvert år den 29. august på årsdagen for den første demonstration mod DNSAP-regeringen. Den 29. august 2003 holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen en tale, hvor han argumenterede for Danmarks deltagelse i Irak-krigen med ordene: "Det er, som om vi magelige danskere i dag har glemt læren fra 29. august. Som om vi har glemt, at mod anti-demokratiske kræfter er det nødvendigt at stå fast og sige fra. Vi må som danskere nu genopdage Staunings ånd".