Danmarks besættelsestidsforløb kommer til at minde om det, der rent faktisk skete, med den forskel, at det danske samarbejde med besættelsesmagten kommer til at være mere omfattende og aktivt. Det skyldes dels, at tyskerne forventer imødekommenhed på grund af det kaotiske politiske forløb og den militære modstand den 9. april, og dels at Scavenius' mere aktivistiske samarbejdskurs nu begynder allerede i april 1940 og ikke først i juli 1940, som det skete i virkeligheden.
Samarbejdspolitikken fastholdes frem til sommeren 1943, hvor regeringen tvinges til at træde tilbage af en række folkelige demonstrationer og udbredte sabotageaktioner. Det lykkes dog for et departementschefstyre at holde administrationen nogenlunde på danske hænder krigen ud. Efter krigen bliver diskussionerne om samarbejdspolitikken dog trukket hårdt op, og selvom Stauning dør allerede i 1941, bliver hans og Munchs dispositioner den 9. april udsat for hård kritik i eftertiden. Stauning høster dog en vis anerkendelse i visse kredse af befolkningen for sin vilje til at yde dansk militær modstand den 9. april.