En gradvis nazistisk magtovertagelse

Du besluttede dig for, at det nu var nødvendigt at danne den bredest mulige danske regering for at imødekomme de tyske krav. De første følere viser imidlertid, at det vil være umuligt at danne nogen form for bred regering, hvor Frits Clausen fra det danske nazistparti, DNSAP, deltager. Der er for megen modstand både i og uden for regeringen. Det lykkes dog efter to dages intense forhandlinger at omdanne regeringen, sådan at der indtræder ministre både fra de demokratiske partier og fra partier, der sympatiserer med nazismen, såsom Bondepartiet. Herudover indtræder et par enkeltpersoner med gode forbindelser til nazistiske kredse, som kan fungere som bindeled til DNSAP. Et medlem af DNSAP får observatørstatus. Forhandlingerne var lange og hårde, og der er fra begyndelsen megen skepsis fra Venstre, De Konservative, Det Radikale Venstre og dit eget bagland i Socialdemokratiet.

Regeringen, der blev dannet den 13. april 1940, var bred men svag, og der viste sig hurtigt problemer med at holde den sammen. På de første møder talte de ikke-demokratiske medlemmer vedvarende om behovet for omfattende samfundsændringer og en national genrejsning. Trods det nazistiske islæt kunne man heller ikke komme uden om det tyske krav om nedlæggelsen af det danske militær. Kravet var en konsekvens af modstanden og sænkningen af troppetransportskibet "Hansestadt Danzig" om morgenen den 9. april, hvor over 300 tyske soldater var omkommet.

Allerede efter få måneder stod det klart, at regeringen ikke formåede at træffe nogen som helst overordnede beslutninger. Efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 kom der nu tysk krav om en regeringsomdannelse til en mere handlekraftig regering. Resultatet blev, at Stauning og yderligere tre ministre fra de demokratiske partier måtte trække sig ud af regeringen, hvor de blev erstattet af embedsmænd og erhvervsfolk. Herudover blev der optaget flere medlemmer fra DNSAP samt fra andre kredse, der sympatiserede med nazismen og andre autoritære styreformer.

Regeringen slog efter omdannelsen i efteråret 1940 ind på et nationalt genrejsningsprogram, der skulle ruste Danmark kulturelt og mentalt til at indgå i et nyt Europa domineret af Tyskland. Programmet var klart antidemokratisk, og i vinteren 1940-41 trak de sidste af ministrene fra de demokratiske partier sig ud af regeringen. På årsdagen for besættelsen den 9. april 1941 blev Frits Clausen udnævnt til statsmininister for en regering med et flertal af nazister og ellers præget af nazi-venlige erhvervsfolk og andre fremtrædende personer. Frits Clausens regering slog omgående ind på en politik, der skulle skabe en omfattende nazificering af alle dele af det danske samfund som kulturinstitutioner, presse, uddannelsessystem m.v.

Mens nogle så den nazistiske genrejsningspolitik som en nødvendighed, så flertallet af danskerne på den med afsky. Allerede fra 1941 voksede en modstandsbevægelse frem med fokus på et kulturelt og mentalt forsvar mod den danske nazistiske regerings genrejsningspolitik. Man oprettede hemmelige skoler, hvor børnene om aftenen og søndagen kunne få en anden og mere demokratisk undervisning end den, de blev budt i den officielle folkeskole. Man skabte et parallelt illegalt foreningsliv inden for sport og kultur, som ikke var nazificeret.

Militærets afvikling gjorde, at der stod mange tidligere officerer til rådighed for modstandsbevægelsen, som tilførte den militær og organisatorisk kompetence. Modstandsbevægelsen var kun i mindre grad orienteret mod væbnet kamp mod besættelsesmagten her og nu. Den var i stedet fortrinsvis beskæftiget med at organisere og træne en undergrundshær, der kunne være klar i tilfælde af en allieret invasion. I så fald var det så meningen, at den skulle kæmpe sammen med de allierede tropper mod besættelsesmagten. Modstandsbevægelsen nød stor opbakning i den danske befolkning og blev støttet af forskellige danske politikere, der var flygtet til Storbritannien.

Det sidste år af besættelsen blev hårdt, da den nazistiske regering blev stadigt mere desperat, og de åbenlyse folkelige protester blev stadigt flere og voldsommere, efterhånden som krigen gik Tyskland imod. Regeringen stod i stigende grad mere isoleret og var næsten reduceret til en tysk marionetregering. Dele af modstandsbevægelsen blev optrævlet, og mange blev dræbt.

Efter den allierede befrielse ved britiske tropper i maj 1945 fulgte et retsopgør med Frits Clausen og hans regeringsmedlemmer samt med de dele af erhvervsliv og kulturliv, der havde samarbejdet med regeringen. Frits Clausen selv døde, før dommen kunne afsiges, men flere af hans ministre blev henrettet ligesom den danske oberst, der havde stået i spidsen for de danske frivillige, der havde kæmpet med tyskerne på østfronten. Mange blev dømt ved retsopgøret og havde efterfølgende svært ved at blive accepteret af det danske samfund. Men det store flertal, der havde afvist nazificeringen, var stolte af Danmarks og modstandsbevægelsens rolle under Anden Verdenskrig. Ikke mindst fordi man som i Norge kunne se på modstanden den 9. april med en vis stolthed og også kunne lægge klar afstand til den regering, der havde regeret landet under besættelsen.

Stauning døde i 1942, men blev i efterkrigstiden holdt indirekte ansvarlig for den nazistiske magtovertagelse, fordi han i april-dagene 1940 havde optaget ikke-demokratiske kræfter i regeringen. Senere tiders historikere forsøgte dog at rehabilitere ham ved at henvise til, at han næppe kunne forudse konsekvenserne, og at han kun gjorde, hvad han fandt bedst for Danmark i situationen.