Et tysk forslag om samarbejde

Kl. 11:00 11. April 1940

Ministermøde på Christiansborg kl. 11 d. 11. april. Til stede er medlemmerne af den socialdemokratisk-radikale regering.

Om aftenen den 9. april lod du udenrigsministeren overrække en note til den tyske ambassadør von Renthe-Fink, hvori der udtryktes sorg over, at invasionen af Danmark havde været nødvendig, men også udtryktes forståelse for de tyske skridt. Samtidig indeholdt noten et afsnit om, at den danske regering håbede, der kunne etableres et positivt og fremadrettet samarbejde mellem Danmark og Tyskland trods krigshandlingerne den 9. april. Den tyske ambassadør roste ved modtagelsen af noten den danske regering for dens ansvarlighed og fornuftige handlemåde, som ville gøre meget for at klinke skårene i det dansk-tyske forhold. Han lovede et foreløbigt tysk svar snarest, og du valgte derfor at afvente dette svar, før regeringen foretog sig yderligere.

Allerede om aftenen den 10. april kommer det tyske svar. Det er holdt i positive vendinger og taler om de danske og tyske broderfolk og om de ulykkelige misforståelser den 9. april. Samtidig foreslår svaret, at der etableres et politisk og økonomisk samarbejde, hvor der oprettes en tysk administrationsenhed i Danmark, der skal træde i kontakt med forskellige dele af den danske administration, herunder politi, retsvæsen og de økonomiske ministerier. Det tyske svar omtaler også det danske militær, hvor der ifølge noten findes anti-tyske kræfter, der vil være ødelæggende for det videre arbejde. Tyskerne forlanger, at det danske militær enten nedlægges eller indtræder i et tysk-dansk militært samarbejde, som måske på længere sigt kan udvikle sig henimod, at Danmark igen kan få lov til at forestå den militære bevogtning af eget territorium.

På ministermødet er der almindelig enighed om, at man skal passe på med et for tæt samarbejde, men at der også er farer forbundet med at afvise tyskerne nu. Flere udtrykker ønske om, at der dannes en samlingsregering med inddragelse af flere partier. Samtaler med politikere fra oppositionen har dog vist, at de først er villige til at diskutere en samlingsregering, når regeringen har svaret tyskerne. Da de ikke har været med til at sende den positive henvendelse, vil de nemlig heller ikke have et ansvar for, hvordan der skal svares. Du kan dog ringe til Christmas Møller fra De Konservative for at høre hans holdning.